mandag den 22. april 2019

"Glem mig ikke" af Victoria Stevens

{Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books}

""Uhyrer er uhyrer," sagde Hazel. "Det gør ingen forskel, om de kommer fra rummet eller fra sindet.""



Titel: Glem mig ikke. Forfatter: Victoria Stevens. Udgivelsesår: 2019 (originalt: 2018). Sidetal: 296. Forlag: Palatium Books.

Det er ikke nyt for 17-årige Hazel Clarke at være ulykkelig, og det er blot den seneste udvikling af ulykkeligheder, at hun bliver sendt af sted for at bo sammen med en far, hun aldrig før har mødt. Selv om det østlige Australiens landskab er betagende, savner Hazel sit liv i England og den mor, hun har forladt. 

Men da Hazel møder venlige, godhjertede Red og hans sky tvilling, Luca, begynder hun langsomt at stykke et nyt liv sammen, og hun opdager, at hun ikke er den eneste, der kæmper med sorg og tab. Som venskabet udvikler sig, og kærlighed finder vej ind i Hazels liv, lærer hun, at når man virkelig elsker nogen, vil de altid være i ens hjerte.

"Glem mig ikke" er en af den slags bøger, der får dig til at føle og som giver dig tid til det. Det er en bog, der, forklædt i hverdags- og teenagerting, gemmer på en smuk historie, om dét at miste. 
Den viser, at det er OK at føle en sorg. At sorgen har mange ansigter og at der er mange forskellige former for sorg. At det er OK, at reagere på en sorg og at der er *så* mange forskellige måder, at reagere på (nogle bedre og sundere end andre) og at omend ikke alle veje fører til Rom, når det kommer til sorg, så er der lys forude.

"En dag vågner du op uden, at det er det første, du tænker på. Hazel vidste ikke, om dén tanke var betryggende eller rædselsvækkende." 

Jeg har ikke så meget mere at sige, end at det er en bog, du, uden at vide for meget om, bare skal springe ned i med hovedet først og så skal du bare lade dig føle
Det gjorde jeg i hvert fald og sådan blev det en af de mest overraskende og rørende læseoplevelser, jeg længe har haft. 

fredag den 12. april 2019

"Og de blev lokket" (Bjergtaget #1) af Sidsel Sander Mittet

{Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet}

""Jeg kender de døde," mumlede jeg, "og jeg husker dem. Det er ved de gamle guder dem, jeg kæmper for.""



Titel: Og de blev lokket (Bjergtaget #1). Forfatter: Sidsel Sander Mittet. Udgivelsesår: 2019. Sidetal: 371. Forlag: Forlaget Facet.

"Nej, flertallet klarer det ikke," sagde min far ofte, "men vi giver dem muligheden for at opleve en lidenskab, de aldrig har turdet drømme om. Det er vores gave til menneskene som tak for deres frugtbarhed."

I Bjerget, elvernes verden, kæmper adelskvinden Askatla for at hævne en uret begået af sin fosterbror.
I verden udenfor, menneskenes verden, hjemsøges ekssoldaten Johannes af mystiske drømme om en lokkende, gråøjet elverkvinde, mens den universitetsstuderende Sigrid forsøger at finde ud af, hvad der sker med hende.
Hvorfor gør hun mænd skøre af lyst? Hvad sker der med hendes ryg? Er hun overhovedet menneskelig?


Jeg er enormt stor fan af bøgerne om Morika, så ud over, naturligvis, at have tårnhøje forventninger til "Og de blev lokket", så var jeg også semi nervøs, for kan noget måle sig med de bøger? Men jeg kan roligt sige, at Sidsel Sander Mittet har gjort det igen! 

Trods en lidt rocky start (der er en deeeel navne at holde styr på), så blev jeg ret hurtigt bjergtaget (bruger jeg ordet korrekt?) af historien og Sidsels evigt tryllebindende skrivestil. Ligesom med hendes bøger om Morika, formår hun nemlig at flette en flot rød tråd ind, der sørger for, at historien hænger spændende sammen under læsningen, men også at den hænger fast i læseren efterfølgende.

"Jeg havde masser at sige, at skrige, at hulke, men hvis jeg lod ordene komme frem nu, ville jeg ikke kunne vende tilbage, hverken til hævnen eller til kampen."

Selve historiedelen i bogen nød jeg især og det brænder på spændende vis virkelig igennem, at Sidsel interesserer sig for folkeviser og dét smitter i høj grad af på læseren.
Hele settingen fandt skiftevis sted i Danmark (blandt andet på Als, wohoo!) og i elvernes magiske (og en smule makabre..) verden og mikset mellem det så velkendte og det overnaturlige fungerede enormt godt. Ligeledes skiftede fortællerne også mellem flere forskellige, der langsomt introducerede læseren til de evigt mange aspekter af det overnaturlige elverunivers - både Bjerget og elverne selv, men også deres effekt på- og konsekvens for menneskene.
Derudover elskede jeg virkelig den lidt småblurry linje, Sidsel skabte mellem godt og ondt og måden hun behandlede de mange følelser i bogen på. Det hele blev virkelig godt beskrevet, alle hendes fantastisk forskellige karakterer blev enormt flot præsenteret og var på hver sin måde fængende og spændende.

Det eneste jeg sådan set godt kunne have tænkt mig var anderledes er, at fortsættelsen gerne måtte have været klar med det samme. Se dét havde været helt perfekt.

mandag den 1. april 2019

"Dagens lys" (Carolina Days #3) af Carey Heywood

{Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books}

"Du må ikke holde op med at ønske kærlighed."



Titel: Dagens lys. Forfatter: Carey Heywood. Udgivelsesår: 2019 (originalt: 2015). Sidetal: 250. Forlag: Palatium Books.

Krigsveteranen Mitch Brooks er i live, men holder verden ud istrakt arm. Efter et mortérangreb har han mistet sit ene ben og er nu blevet noget af en eneboer. Hans eneste ven er terapihund­en Zeus, som aldrig forlader hans side. Egentlig drømmer Mitch ikke om andet end at få lov til at være i fred. Altså lige indtil han møder McKenzie.

McKenzie Williams arbejder i en hundespa og har egentlig også brug for at blive reddet. Men det sidste hun forestiller sig er en skræmmende smuk mand, som banker vedholdende på hendes dør midt om natten. Mandens hund er ved at dø, og han insister­er på, at hun skal hjælpe. Og det gør hun.

I ugerne der kommer render de konstant ind i hinanden, og Mc­Kenzie må hele tiden overbevise sig selv om, at hun ikke følte en gnist den nat. For livet har vist hende, at det hun engang drømte om aldrig kan blive til virkelighed.

Kommer han til at vise hende, at hun måske godt kan få det, hun ønsker sig? Og vil hun redde ham fra mørket indeni, eller bliver han for evigt gemt for dagens lys?


Jeg ved ikke, hvad der er med Carey Heywood, men jeg. kan. ikke. slippe. hendes. bøger! Det nyeste tilfælde er "Dagens lys", hvor McKenzie og Mitch er de kærlighedsramte hovedpersoner, med en helvedes masse baggage, der gør historien både turbulent og interessant.
Ser man bort fra Heywoods kærlighed for instalove og en til tider lidt småsær måde at skabe den på, så var både Mitch og McKenzies fortider virkelig spændende at dykke ned i. Det er også noget af dét, jeg bedst kan lide ved Carolinaserien - de absolut uperfekte karakterer der har så mange skrammer på sjælen med den klare besked fra Heywood om, at også de fortjener lykke i livet.

"Jeg tror ikke længere på skæbnen. Jeg overlader ikke noget til tilfældighederne mere. Jeg bestemmer over min egen fremtid, tak." 

Derudover kunne jeg godt lide, at der i "Dagens lys" blev kastet lys (høhø) på emner såsom PTSD og terapihunde (Zeus er by far den skønneste karakter(?) i bogen) og kærestevold, hvilket igen er noget Heywood er virkelig god til - at informere og lære læseren om nogle af de svære emner.

Bogen viste dog også en ny side af Heywood. En lettere dramatisk side, der, i sin iver for at skabe spænding, lod historien tage en en smule overdrevet drejning, som jeg, frem for at nyde, endte med at grine og ryste på hovedet af. Men ak, man kan ikke vinde hver gang.