søndag den 24. marts 2019

Forfatterbesøg: Lene Krog

I forbindelse med Lene Krogs udgivelse af "Grå Magi" (Pigen fra Månehøjen #1) i slutningen af januar, har jeg i dag givet ordet til Lene, der fortæller lidt om dét at skabe sit eget fantasyunivers til sin bog. 


Om at skabe en verden til sin fantasyfortælling
Af Lene Krog

Der er en vis frihed i at skrive en historie i en verden, der ikke er vores. En helt anden verden, der er opstået i hovedet på en forfatter, og hvor magi er en del af hverdagen. For så kan hvad som helst jo ske. Man har helt frie tøjler. Ikke? Men det skal jo også gerne hænge sammen, det hele, og selvom der er en masse magi involveret, skal det også være logisk og realistisk inden for disse magiske rammer. 

Sætter man sig ned og virkelig tænker over det, så er der faktisk rigtig mange ting, der skal defineres, når man skaber sin egen verden til en fantasyfortælling. Solsystem, geografi, klima, dyreliv og vegetation for at nævne et par af de mest grundlæggende elementer. Men der er også sådan noget som mytologi, religion, overtro. Hvordan markeres døden, fødsler, helligdage? Hvad er traditionerne, når man holder bryllup? Eller når man begraver sine kære? Hvordan er retssystemet? Hvem bestemmer? Hvilken type jobs har folk – hvordan tjener de til dagen og vejen? Landbrug? Fiskeri? Håndværk? Hvad spiser man? Handles der på tværs af landegrænser? Hvordan ser handelsruterne ud? Hvor bor folk? I Byer? På landet? I husbåde på vandet? Bor der flere generationer sammen? Hvilke muligheder har man for at uddanne sig? Hvilke transportmidler findes der? Sygdomme, valuta, sanitet, belysning, folkeslag, sprog. Jamen, jeg kunne blive ved. 

I bund og grund bygger man en verden mere eller mindre op fra bunden, og det er da lidt af en bedrift. Selvfølgelig kan man læne sig op ad den, vi allerede kender og bor i, hvilket da også er tilfældet i Grå Magi. I hvert fald i forhold til solsystemet og størrelsen på jordkloden. Men her eksisterer fx ikke de religioner, vi kender fra vores verden. Her tror man på de tolv gudinder. Der findes hekse og folk med magiske evner, hvilket er hverdag. 

I min research i forbindelse med worldbuilding faldt jeg over de her to råd, som jeg synes giver god mening, og som jeg forsøger at efterleve:
- Keep it simple
- Bliv ved med at stille spørgsmål.

Altså lad være med at overkomplicere tingene, men sørg dog for, at de giver mening. Det kan være svært nok, skulle jeg hilse og sige. Fx brugte jeg den gode del af en måned på at rive mig selv i håret over at finde på en skabelsesberetning. Det var vigtigt for mig at vide, hvor de her tolv gudinder kom fra, men jeg blev ved med at ville forklare dem ned i mindste detalje. Men sådan noget med guddomme kan ikke altid forklares, og jeg valgte i stedet at fokusere på, hvordan de skabte verden. 

Det råd om worldbuilding, som jeg dog har taget mest til mig, er det her: Giv din verden en historie.

Jeg har selvfølgelig også (nogenlunde) styr på de øvrige faktorer, som er nævnt længere oppe. Det hele lægger jeg ind i appen Evernote, hvor jeg har det mere eller mindre fulde overblik over den verden, som Grå Magi foregår i. Men historien og mytologien har jeg nok størst fokus på – ikke mindst fordi den også har stor betydning for plottet. Skabelsesberetning, vigtige historiske begivenheder, kongerække, krige og helligdage er fx nogle af de ting, jeg har arbejdet en del med.  For det hjælper faktisk at skrive det hele ned og måske endda illustrere det. 
Det er, som om skrivningen skrider nemmere frem, når baglandet er på plads. 


Om bogen: 

Et svagt minde fortalte Aia, at det ikke var første gang, hun havde oplevet at dø. Pludselig dukkede det op ud af tågen. En blodrød genspejling af himlen og en fortabt erkendelse af, at det var sådan, det endte. Ligesom nu.

På Vidar Baltzers ordrer har De Grå taget kontrol over Bragimark og ransager landet for magiske evner. Hekse og marlinge forsvinder på stribe, men i skyggerne hviskes der om oprør.

Aia ved knap, hvem hun selv er. Uden minder eller familie kender hun kun sit vante arbejde i skoven og sin egen isolerede hverdag. Men verden omkring hende kan ikke lade Aia glemme, for uden hendes fortid har Bragimark ingen fremtid.


søndag den 17. marts 2019

"Halve sandheder" (Carolina Days #2) af Carey Heywood

{Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books}

"Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så en stjerne eller ønskede mig noget, fordi jeg havde set en. Skyerne skjuler nogle af dem for mig, men ikke dem alle sammen.
Jeg klemmer øjnene sammen og ønsker af hele mit hjerte at blive den kvinde, de tror jeg er." 



Titel: Halve sandheder (Carolina Days #2). Forfatter: Carey Heywood. Udgivelsesår: 2018 (originalt: 2014). Sidetal: 250. Forlag: Palatium Books.

Hun troede slet ikke, at det ville komme så vidt.
Det hele startede så uskyldigt for den populære modeblogger Lindsay Palmer. Men nu har det antaget sit helt eget liv, og problemet er, at Lindsay ikke ved, hvordan hun skal stoppe det. Og hvad værre er, hun ønsker slet ikke at stoppe det.
Hendes daglige løgne på modebloggen er blevet både hendes største glæde og dybeste skam. Tusindvis af mennesker elsker hende, men ville de gøre det, hvis de kendte sandheden?

Det var egentlig meningen, at Luke Jamieson bare skulle gøre sin lillesøster en lillebitte simpel tjeneste. Men tjenesten betyder, at Lindsay Palmer pludselig kommer ind i hans liv, og der er noget ganske særligt ved denne pige, som han ikke kan få ud af tankerne. Og nu er han ved at forelske sig i en pige, han i virkeligheden ikke kender.

Han ønsker ikke andet end, at hun lukker ham ind, så han – måske – kan hjælpe hende ud af det bur, hun selv har bygget.
Vil sandheden sætte hende fri, eller har hendes løgne allerede ødelagt alt?


Jeg kunne overordnet set godt lide historien om Lindsay og Luke. Om Lindsays angst for verdenen udenfor og hendes behov for, at vise verdenen hun egentligt ikke vil være en del af, at hun alligevel er i stand til, at leve op til dens mange latterlige og sygelige standarder.
Om Luke, den ultimative gode (og sunde) fyr, som vi fik et par korte glimt af i "En skønne dag". Om den langsomme, men samtidig smukke proces, at føle og få tillid er og den klare morale i historien om, at der er plads til dig i verdenen, uanset hvem du er og hvordan du ser ud.
Alt det var hvad der gjorde det svært for mig, at lægge bogen fra mig - også på de tidspunkter, hvor jeg ikke helt var fan af den.

"Det er perfekt. Det er uhyggeligt." 

Der var desværre de førnævnte tidspunkter, hvor min glæde for bogen dalede en anelse og det havde hovedsageligt noget med Lindsays forvandling at gøre. Uden at gå alt for meget i detaljer, vil jeg bare understrege, at en størrelse 38 ikke er overvægtig. Carey Heywood behandler så meget af vægtproblematikken i bogen med en god og sund hånd, men alligevel sneg der sig nogle, i mine øjne, uhensigtsmæssige kommentarer ind og jeg føler ikke, at hun runder det helt ordentligt af. 
Derudover, på trods af min glæde for lykkelige slutninger, så kan nogle ting godt gå for hurtigt og jeg ville også ønske, at hele historien bag Lindsays problemer fik mere opmærksomhed og mere kærlighed.

Alt i alt var det en blandet, men hovedsageligt god læseoplevelse og jeg er allerede igang med næste bind i serien and so far, so good. 

onsdag den 13. marts 2019

"On the Come Up" af Angie Thomas

{Bogen er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls}

"Jeg har mistet mig selv. Jeg har mistet enhver fornemmelse af, hvor jeg skal hen, og er helt udmattet af at prøve at finde vej." 



Titel: On the Come Up. Forfatter: Angie Thomas. Udgivelsesår: 2019. Sidetal: 416. Forlag: CarlsenPuls.

16-årige Bri drømmer om at blive alle tiders store rapper. Som datter af en legendarisk rapper, der døde, inden han blev det helt store hit, har hun et hul at udfylde. Men da Bris mor mister sit job, begynder ubetalte regninger og frygten for at måtte gå fra hus og hjem at fylde det hele. Det går op for Bri, at hun ikke bare kan gå og drømme om at slå igennem på hip hop-scenen. Hun SKAL slå igennem.

On the Come Up er en historie om at kæmpe for sine drømme - imod alle odds. Det er en historie om at være tro mod sig selv og ikke give efter for andres forventninger. Det er historien om den desperate virkelighed, som mange fattige, sorte familier oplever i dagens USA.


Det nye skud på stammen fra Angie Thomas, "On the Come Up", er endnu en imponerende bog med et stærkt og vigtigt budskab.
Handlingen er, desværre, lige så aktuel som "The Hate U Give" og ligesom Thomas' første bog, handlede den om, at finde en god måde at leve på, ud fra de (lorte)kort, man er blevet delt i starten af livet. 


Handlingen i "On the Come Up" foregår i Garden Heights, ligesom "The Hate U Give" gjorde og det kunne jeg egentligt godt lide. Det betød nemlig, at jeg virkelig hurtigt faldt til plads i bogens omgivelser og også, at jeg fik et lille indblik i, hvad der ellers var sket siden da. 

Denne gang ser vi det til gengæld igennem Bris øjne - rapkæftede og rå Bri, der kæmper for at blive set for den hun er og kæmper for at gøre verdenen et lidt bedre sted for dem omkring hende. Bri fyldt med følelser, som hun allerbedst kan dele igennem hendes rap og rim og Bri, der langsomt vandt mit hjerte med hendes nørdede referencer og hendes enorme mængde af næstekærlighed. Og med hendes flabede attitude, virkelig.

"Alle de her mennesker, som jeg aldrig har mødt, blev guder, der bestemte over mit liv. Nu er jeg nødt til at tage magten fra dem." 

Jeg glæder mig *så* meget, til at se filmatiseringen af denne bog på den store skærm (hvis de danske biografer ellers finder den vigtig nok, til rent faktisk at vise den (og mere end én fucking gang, guys)) og til at høre Bris tekster for real. De er en enormt vigtig del af historien og for en som mig, der ikke rigtig kan finde i rytmen i hvad som helst (og virkelig ikke er særlig "G"), var det svært at "mærke beatet" so to speak, så filmen? Can't. Wait! 

All in all er denne bog bare spot on på så mange måder og godt nok havde jeg lidt svært ved, at følge med i et par af G-situationerne, men jeg var fanget, jeg følte og jeg er fan.

"Nogle gange drømmer jeg, at jeg drukner. Jeg befinder mig altid i et stort, blåt hav, som er for dybt til, at jeg kan se bunden. Men så siger jeg til mig selv, at jeg ikke kommer til at dø, uanset hvor meget vand jeg får i lungerne, eller hvor dybt jeg synker. Jeg dør ikke. Fordi jeg siger det."