mandag den 7. januar 2019

"Og havet var vores himmel" af Patrick Ness

{Bogen er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls}

"Djævlens største kneb er, at han giver dig lyst til at se ham. Men det er først, når man ser ham, at man frygter ham. Og så er det for sent."



Titel: Og havet var vores himmel. Forfatter: Patrick Ness. Udgivelsesår: 2018. Sidetal: 160. Forlag: CarlsenPuls.

Bathsheba og de andre hvaler lever og ånder for at jage. De kæmper en endeløs kamp mod mennesket. Sådan har det altid været, sådan vil det altid være. 
Men en dag – da de angriber et af menneskenes skibe – finder de ikke blot det sædvanlige bytte. De finder et menneske, som bærer på den største hemmelighed af alle, og for første gang kommer hvalerne på sporet af ham - monsteret, myten, djævelen selv … 

Nu påbegynder den ultimative jagt på det onde, og når den er forbi, vil verden være forandret for altid.


Patrick Ness er en fantastisk forfatter og noget af det, der også gør ham til en ganske særlig forfatter er, at han er enormt god til, at flette smukke og tankevækkende plots ind i småskæve og specielle universer. 

Hans historie om hvalen Bathsheba er absolut ingen undtagelse og pakket ind i et smådystert omvendt undervandsunivers smækfyldt med smukke illustrationer og citater, lærer Ness læseren om meningsløsheden ved krig og om ægte ondskab. 
Om hvordan ondskaben kan gemme sig i alle former og om hvor uendeligt let det er, at lade sig opsluge af den.

"Her er sandheden bag myter. Alle mennesker er Toby Wick. For hvem har brug for djævle, når man har mennesker?"

Desværre var universet lidt for skævt til min smag og flere gange måtte jeg genlæse sider, for at prøve at forstå hvad der foregik og omend jeg til slut forstod, hvad det hele drejede sig om, var der lidt for meget forvirring til en komplet forelskelse i historien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar