tirsdag den 6. november 2018

Bogforum 2018: Fredag

{Reklame: presseadgang modtaget af Bogforum}

Fredag startede atter tidligt ud for mig, men efter en god (lang) køretur, hvor jeg samlede RikkeRegitze og Lisbeth op i Odense, nåede vi omkring åbningen af Bogforum til det store København. 


Egentligt havde Rikke og jeg et par punkter på programmet om formiddagen, men det ene viste sig at være noget helt andet end forventet og et andet viste sig, at være et VIP-arrangement (come on!), så det første officielle punkt blev at lave bogmærker med søde Ditte Wiese.
Vi blev enige om, at vi nok trak gennemsnitsalderen lidt op, men det var så hyggeligt (og overraskende svært) at være kreativ. Bogmærkerne fik Ditte i dagens anledning lov til at beholde.


Et andet punkt på fredagens program var, at høre Troels M. Palshof tale lidt om "Pavens yndling", der er hans første bog i børnekrimiserien "Larverne", som er inspireret af hans voksenkrimi "Sommerfugleklanen". Vi kom desværre lidt sent frem, så vi fik kun en oplæsning af bogen med og så signerede Troels mit eksemplar af bogen, men han var behagelig som altid og nu venter jeg bare spændt på næste bog.


Kort efter var det blevet tid til "Meet'n'Greet" med Sarah Engell, hvor der var plads til lidt snak - både med Sarah og med de fremmødte læsere og det var så hyggeligt lige at hilse på og sludre lidt i signeringskøen.


Hen på eftermiddagen så vi Nanna Foss i samtale med Malene Sølvsten og de talte lidt om "Ravnenes hvisken", hvor enormt stærkt udgivelses- og skriveprocessen er gået. Derudover fortalte Malene lidt om, hvor ekstremt nørdet hun er og at hun elsker at researche til sine bøger. 


Kort efter fandt vi vejen hen til Arnold Buscks stand, hvor Simona Ahrnstedt signerede bøger og hun var så sød og smilende, at jeg næsten havde lyst til at blive der.


Det aller sidste punkt på fredagens program, var at liste forbi Læs for livets stand, for at aflevere en stak bøger til dem. Der er desværre endnu ikke et bibliotek i nærheden af mig, der tager imod bøger til formålet, så det var en oplagt mulighed, at tage det jeg kunne bære med. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar