torsdag den 18. oktober 2018

Bogforum 2018

"Books. Just the word brings me joy!"


Ak, så nærmer tiden sig atter til Bogforum og det er sjovt, at jeg som altid, på trods af et helt års forberedelsestid, bliver helt fortumlet her op til, men åh, jeg kan snart ikke vente længere!

Turen er så småt ved at være på plads og i år er Rikke heldigvis med igen - forstå mig ret, sidste år var magisk, men det er nu rart, at have sin støttepædagog ved sin side. 
Programmet er egentligt ikke vildt overvældende i sig selv, men jeg har med årene fundet ud af, at jeg nok skal få tiden til at gå og at det også er rart med tid til, bare at gå rundt og snuse på messen. 

Det største for mig i år bliver uden tvivl at se Gayle Forman og Louise O'Neill. Og så glæder jeg mig virkelig også til at se Karen McManus, til at gense Teri Terry og så gemmer der sig navne som Mich Vraa, Sara Omar, Hella Joof, Simona Ahrnstedt, Manal Al-Sharif og Linda P. på mit program, og jeg skal selvfølgelig besøge Læs for Livets stand, med en stak bøger eller to. 

Derudover er der også et par invitationer til arrangementer, som allerede får mig til at fangirle, danse rundt i højt humør og til at glæde mig endnu mere.
Om lørdagen er jeg nemlig blevet inviteret til et eksklusivt YA-arrangement af Høst & Søn, Gyldendal UNG og CarlsenPuls, hvor Malene Sølvsten, Kristina Aamund og Lise Villadsen kommer(!!) og derefter har Gyldendal UNG inviteret til Booktalk, hvor Louise O'Neill, Teri Terry og Gayle Forman kommer (!!!!).
Om søndagen har CarlsenPuls også inviteret på en eksklusiv frokost med Ditte Wiese og Karen McManus, som bliver så spændende! 

Alene disse planer gør mig så barnligt glad, at jeg knap nok kan være i min freaking krop, altså. Det bliver så vildt og det er så snart!

Hvad er dine Bogforum-planer og hvad glæder du dig allermest til?