torsdag den 20. september 2018

"Verden styrter" (Ravnenes hvisken #2,5) af Malene Sølvsten

{"Ravnenes hvisken 1" er en gave fra Carlsen& "Ravnenes hvisken 3" er en gave fra GyldendalUNG}

"Varnar så afventende på Ragnara, og hans hengivenhed strømmede imod hende. Det var ikke den berusende tilbedelse, folket gav hende, og som fyldte hende som bulmeurt, hvor hun var euforisk og svimmel bagefter. Det her var dybere og ramte hende et sted allerinderst i selve kernen af sjælen."



Titel: Verden styrter (Ravnenes hviske #2,5). Forfatter: Malene Sølvsten. Udgivelsesår: 2018. Sidetal: 141. Forlag: Gyldendal.

En dræbermaskine, oplært til kamp og lydighed. Hvordan kunne rigets største kriger skifte side?

Endelig får vi svaret på, hvorfor Varnar sluttede sig til modstandsbevægelsen og blev Annes beskytter. Et møde, der ændrede både deres liv og verdens fremtid for altid.



Nu er jeg godt nok ikke på dét, man kan betegne som team-Varnar (han blev pænt erstattet i Ravnenes hvisken 2), men det var alligevel meget spændende, at dykke ned i denne lille bonusravn (lilleravn, betteravn, orangeravn? Kær ravn, har mange navne ...) og jeg må indrømme, at jeg igen er venligere stemt overfor ham, efter at have læst bogen her.

Derudover var det et pudsigt lille blik ind i deres fortid og naturligvis fyldt med små guldkorn, jeg kunne genkende fra etteren, passager der gav mig kuldegysninger og naturligvis også sætninger, der varmede mit hjerte og gav mig et smil på læben. 

"Varnar nikkede. At værne verden mod ulykker, det var hans livsopgave."

"Verden styrter" var altså et godt lille ravnefix, der gjorde ventetiden (omend den i mit tilfælde ikke har været forfærdeligt lang) på Ravnenes hvisken 3 til at holde ud og nu er jeg (næsten ...) klar til, at færdiggøre denne flotte serie. 

2 kommentarer: