tirsdag den 11. september 2018

"En af os lyver" af Karen McManus

{Bogen er en gave fra CarlsenPuls}

"Ingen kunne holde ham ud, men nu står de alle sammen der med lys, som om han var en slags martyr og ikke en kæmpe idiot fuld af sladder."



Titel: En af os lyver. Forfatter: Karen McManus. Udgivelsesår: 2018 (originalt: 2017). Sidetal: 400. Forlag: CarlsenPuls.

Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem.

En helt almindelig mandag eftermiddag mødes fem studerende på Bayview High til eftersidning:

Brownyn, stræberen, som er på vej mod Yale og altid følger reglerne.

Addy, skønheden, som har lagt sit liv i hænderne på sin kæreste.

Nate, forbryderen, som er skolens lokale pusher.

Cooper, stjernen, som er alle pigers drøm og skolens baseball-stjerne.

Og Simon, outsideren, som er manden bag skolens berygtede gossip-app.

... men Simon kommer ikke ud af lokalet i live den mandag. Og tirsdag havde han planlagt at poste noget saftig sladder på sin app om de fire andre. Er én af de fire skyldige i Simons mord? Eller er morderen en helt anden?


"En af os lyver" er en god bog, fyldt med typiske teenage-stereotyper og med et morderisk twist, der i hvert fald i størstedelen af bogen er halv-svært at regne ud. 
Ideen og plottet er også meget interessant og omend en smule dramatisk, så er det også en spændende vinkel på, hvor stor en indflydelse de sociale medier og social status kan have, eller rent faktisk har.
Ak, jeg er ikke sikker på, at noget præcis lignende vil udspille sig i virkeligheden, men med alt det der foregår verden over, så er det desværre heller ikke helt urealistisk ... 

"Jeg havde det faktisk dårligt med at se Simon dø. Jeg er ikke sociopat. I det øjeblik, hvor hans ansigt fik den der farve og han kæmpede for luft - hvis jeg kunne have stoppet det, så havde jeg gjort det."

På trods af den fængende historie og en stærk skrivestil, så faldt jeg aldrig for nogle af karaktererne. Der var flere hovedpersoner og mange med interessante historier, men alligevel nåede de aldrig ind til mig og det er desværre dét, der trækker den samlede læseoplevelse ned for mit vedkommende. 

Til gengæld er rettighederne til bogen vist opkøbt og planen er, at der skal laves en tv-serie ud fra den, hvilket jeg virkelig tror, vil være både spændende og et ret godt match! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar