fredag den 31. august 2018

Opsummering af: August '18

{"Resten af mig" & "En del af os" er anmeldereksemplarer fra Palatium Books og "Manden der ikke ringede" & "Du skulle være gået" er læseeksemplarer fra mit arbejde}


August har været god, men hård. August har budt på fødselsdage og biografture, kreative aftener og en fornyet blog-energi. Derudover er der blevet brugt mange timer på planlægning, nedpakning, flytning og derefter opsætning af butikken jeg arbejder i - vi er nemlig flyttet fra byens gågade og ind i byens shoppingcenter, og omend det har været en hård omgang, så er det blevet så godt.
Derfor har jeg også brugt mange trætte aftener foran fjernsynet, hvor afkobling har været det vigtigste punkt på dagsordenen og comedy på Netflix og min dyne omkring mig, har været min medicin.

I august fik jeg læst omkring 1300 sider fordelt på 5 bøger, hvoraf 2 har været anmeldereksemplarer og 3 har været læseeksemplarer fra arbejdet (mit vage forsøg på, at følge med i de mange nye udgivelser).

Augusts bedste bog har været Amanda Maxlyns "Resten af mig" og du kan læse min anmeldelse lige her.

Den dårligste bog må være "Du skulle være gået" af Daniel Kehlmann. Jeg troede måske, at det var den type bog, som man skulle summe lidt over, men jeg aner ærlig talt stadigvæk ikke, hvad pokker jeg har læst ...

Mit Goodreads-mål lyder nu på 56/65 (en talopsætning, der gør mig temmelig glad) , så jeg er nu 14 bøger foran (indsæt herre-stærk-flex-arm-her).

Mountain-TBR har jeg intet læst til, så jeg er vel 7 bøger bagud efterhånden - bjergbestigning er tydeligvis ikke min ting.

Selv har jeg købt 2 bøger og så har jeg modtaget 2 anmeldereksemplarer og 2 gaver fra forlag.

September står på arbejde i nye rammer, en omgang skoleophold også i nye rammer og med et elevtræf på programmet, endnu et par fødselsdage og så håberhåberhåber jeg, at jeg kan få tid til, at svinge forbi Esbjerg til Fantasyfestival.

Har du spændende planer for den kommende måned? 


2 kommentarer:

  1. Har været lidt nysgerrig på "Du burde være gået" - men nu tror jeg bare, jeg springer over ;) Der er så meget andet, jeg helt sikkert vil elske, og som nok er noget bedre at bruge min tid på.

    Mine planer for september byder på praktikstart, hvilket bliver enormt spændende. Og hårdt! Men forhåbentlig mest spændende - jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til at komme i gang :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså, på den gode side er den jo suuuper kort, så du kunne jo altid læse den og se, om du forstår mere end jeg gjorde ;-)

      Hvor lyder det skønt - held og lykke! <3

      Slet