mandag den 27. august 2018

"Manden der ikke ringede" af Rosie Walsh

{Reklame: bogen er et læseeksemplar fra mit arbejde}

"Jeg tror ikke på, at kærligheden skal være som en eksplosion. Det er ikke meningen, at den skal være dramatisk eller altopslugende eller noget andet af alt det fjolleri, digtere og sangere vil gøre den til. Men jeg tror på, at man ved det, når den er der." 



Titel: Manden der ikke ringede. Forfatter: Rosie Walsh. Udgivelsesår: 2018. Sidetal: 376. Forlag: Gyldendal.

Syv perfekte dage. Så forsvandt han. MANDEN DER IKKE RINGEDE er en kærlighedshistorie, der gemmer på en hemmelighed.

Da Sarah møder Eddie, bliver de forelskede øjeblikkeligt.. Sarah synes, at hendes liv endelig er begyndt. Og det er gensidigt. Det er, som om Eddie også altid har ventet på hende. Da Eddie efter syv vidunderlige dage tager af sted på en længe planlagt ferie, tvivler Sarah ikke på, at han vil ringe fra lufthavnen, som han har lovet Men han ringer ikke.

Sarahs venner siger, at hun skal glemme ham. Men det er umuligt. Hun ved, at der må være sket noget - der må være en forklaring.

Minutter, dage og uger går, og Sarah bliver mere og mere urolig. Men så opdager hun, at hun har ret. Der er en årsag til, at Eddie er forsvundet. Og det er lige præcis dén ting, de ikke fortalte hinanden: sandheden.


"Manden der ikke ringede" er en flot og godt skrevet bog og Rosie Walsh er en forfatter, der ved præcis hvilke knapper hun skal trykke på ved læseren, for at bringe følelserne frem.
Alligevel var det på en sær måde, en ret blandet læsefornøjelse og her efterfølgende, er jeg usikker på, hvordan jeg egentligt har det med bogen ...


Handlingen er nemlig mystisk - hvorfor, åh hvorfor, ringer en fyr hun har kendt i hele 7 dage dog ikke tilbage? Og nej, insta-kærligheden var egentlig ikke et decideret problem for mig i denne bog, men hele besættelsen (lad os bare kalde det, hvad det egentligt er - forelskelse eller ej) virkede for mig en smule sær og somme tider lidt malplaceret i resten af historien (eller var resten af historien, malplaceret i forhold til kærligheden?).

"Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne sige tak. De dage, vi havde sammen, var nogle af de bedste i mit liv, og jeg vil huske dem i lang tid fremover." 

Ak, men mod al min forventning handler bogen om så meget mere, end denne manglende opringning - den handler også om familie, om sorg og om tragedier, der er svære at komme videre fra og den del kunne jeg egentligt ret godt lide. Det var en dybde, der var smukt behandlet og som jeg ikke helt havde forventet.

Sagen er så bare, at historien der tager en drejning, der på sin vis var forventet, men som alligevel fangede mig lidt på sengen og at Walsh lader bogen ende på den måde den nu gør, virkede mig en anelse påtvunget, unaturligt og igen - småsært.

Så egentligt efterlader bogen mig bare en smule forvirret, for jeg kunne som sådan godt lide den i det store hele - den er slet, slet ikke dårlig, men nærstuderer jeg den, som jeg selvfølgelig gør lige nu, så er der virkelig en del detaljer, der går mig på nerverne. Suk. 

Kender I andre det, at der bare er nogle læseoplevelser, I måske ikke skulle have analyseret? Sådan har jeg det nemlig med "Manden der ikke ringede"..