torsdag den 5. juli 2018

"Det korrupte rige" (Six of Crows #2) af Leigh Bardugo

{Reklame: Bogen er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls}

"Hun tænkte på Jesper, der legede med sine revolvere, Nina, der klemte livet ud af en mand med et kast med hånden. Kaz, der dirkede en lås op med sine behandskede hænder. 
Bøller. Tyveknægte. Mordere. 
Og alle langt mere værd end tusind af Van Ecks slags."



Titel: Det korrupte rige (Six of Crows #2). Forfatter: Leigh Bardugo. Udgivelsesår: 2018 (originalt: 2016). Sidetal: 536. Forlag: CarlsenPuls.

Kaz og hans hold har gennemført århundredets mest dristige kup - og er kommet ud af det med livet i behold. Men i stedet for at læne sig tilbage og nyde frugten af deres hårde arbejde, finder de ud af, at de må kæmpe for deres liv. De er blevet snydt og svækket , og holdets gejst og ressourcer er ved at nå et nulpunkt.

Magtfulde kræfter fra hele verden samles i Ketterdam for at finde hemmeligheden bag det farlige stof jurda parem, og på samme tid udfordre Kaz på hans evner og ikke mindst hans holds skrøbelige loyalitet.

En krig ulmer i byens mørke og krogede gader - en kamp om genoprejsning og hævn, som vil afgøre Grisha-verdenens skæbne.


Siden jeg læste "Kragens kald" i februar, har det gibbet i mig efter at få fingrene i "Det korrupte rige". Noget jeg endelig gjorde i juni (hvordan kan tiden i øvrigt gå så hurtigt og så langsomt på samme tid?) og det var en sand lettelse, da jeg endelig fik tid til, at sætte mig ned med bogen i hænderne.
Ligesom sin forgænger er "Det korrupte rige" virkelig en underholdende, fængende, spændende og helt unik bog - smuk endda - med en enestående verdensopbygning og et univers hvor der er plads til absolut alle

"Ingen grædekoner, ingen begravelser. Endnu en måde at sige held og lykke på. Men det var mere end det. En dyster påmindelse om, at der ikke ville være nogen dyre begravelser til folk som dem, ingen marmorsten med deres navne, ingen myrte- eller rosenkranse."

I "Det korrupte rige" går ingenting som forventet - virkelig. Som i at hver gang jeg troede, at jeg havde fanget retningen, så tog historien en u-vending. På et tidspunkt blev jeg endda lidt i tvivl om, hvorvidt Bardugo overhovedet vidste hvilken vej historien skulle, men ved I, hvad det fedeste ved det hele var? Det fungerede. 

Bardugo er imponerende og omend hun, naturligvis, lige skulle knuse mit hjerte en smule mod slutningen, så elsker jeg, at hun har respekt nok for sit univers og sine karakterer til, at hun ikke propper et eller andet makværk ind for at afrunde historien med lyserøde rosenblade.

""Hvorfor siger I egentlig det der - ingen grædekoner, ingen begravelser? Hvorfor ikke bare ønske held og lykke?"
"Vi kan godt lide at sætte forventningerne lavt.""

Jeg faldt ikke heeeelt så hårdt for denne, som jeg gjorde for etteren, men duologien vil jeg i høj grad værdsætte for altid - den er simpelthen noget helt for sig selv og du må endelig ikke snyde dig selv for oplevelsen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar