torsdag den 28. juni 2018

"Knivens stemme" (Chaos Walking #1) af Patrick Ness

{"Knivens stemme" er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls

"Viden er farlig og mænd lyver og verden blir ved at forandre sig uanset om jeg vil det eller ej." 



Titel: Knivens stemme (Chaos Walking #1). Forfatter: Patrick Ness. Udgivelsesår: 2018 (originalt: 2008). Sidetal: 536. Forlag: CarlsenPuls.

Prentisstown er ikke en by som alle andre. Her kan alle nemlig høre hinandens tanker i en overvældende og endeløs strøm af Støj.

En måned før den fødselsdag, der vil gøre Todd til en mand, opdager han sammen med sin hund, Manchee (hvis tanker, Todd også kan høre - om han vil det eller ej), et område med total stilhed. De opdager, at byen, hvor privatliv er umuligt, gemmer på en forfærdelig hemmelighed. En hemmelighed så grusom, at Todd og Manchee må flygte, hvis de vil gøre sig håb om at overleve. 


Kender du den type bøger, som du ved, at du vil kunne lide, men som alligevel ender med at blæse dig fuldstændig bagover, på måder du ikke troede var muligt? 
Den type bog er "Knivens stemme" for mig.
Jeg satte mig ned med den en eftermiddag og, bortset fra en kort spisepause, så slap jeg den ikke igen, før jeg om aftenen havde vendt sidste side.

"Der findes bare ikke sådan noget som stilhed. Ikke her. Ikke nogen steder. Ikke når man sover, ikke når man er alene, aldrig."

Plottet er anderledes, historien er som ingen anden, jeg nogensinde har læst og omend jeg brugte de første 50 sider, til lige at vænne mig til fortællerstilen, så er Ness' bog om Todd noget ganske særligt.
Todd rullede jeg godt nok lidt øjne af i starten, men jo længere ind i bogen vi kom (og jo mere han lærte om "den virkelig verden"), jo mere kom jeg til at holde af ham og især også han og Manchee som rejsemakkerpar.

Bogen fik mig til at grine, tude (nogle ting, kære Ness, er altså utilgivelige (vi snakker uglycrying, her)) og også til at studse over, hvor virkelighedsnær de fiktive historier ind i mellem kan være.
På sin helt egen måde, tager historien nemlig også fat i ting som racisme, kvindehad og en masse andre barske emner, som jeg, desværre, sagtens kunne trække paralleller til virkeligheden med.


"... de sagde ikke noget om hvoffor stilheden gør så ondt i mig at jeg eddermame næsten ikke ka la vær med at hyle, som om jeg savner noget så meget at jeg ikke engang ka tænke klart, som om tomheden ikke er inden i hende, men i mig, og det er der ingenting der nogensinde ka fikse."

Umiddelbart synes jeg ikke, at du skal vide for meget om selve historien, før du går ind til den, men du skal vide dette: 
Det er en vild bog, der, i sit helt eget tempo, fik mig til at glemme alt omkring mig og en fantastisk bog, der på snigermåden fik mig til virkelig at tænke over livet og hvilken måde ting bliver gjort på.

Det er en bog, der er alt dét, jeg håbede på og mere til, og det er en bog, jeg har svært ved at slippe igen og hvis fortsættelse jeg virkelig ser frem til. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar