lørdag den 5. august 2017

'Kalamit' (Fortropperne #3) af Brandon Sanderson

"Min far kunne godt lide mennesker, der var direkte. Han sagde altid, at han hellere ville sværtes til af en person, der mente det, end blive smilet til af en person, der ikke gjorde."



Titel: Kalamit (Fortropperne #3). Forfatter: Brandon Sanderson. Udgivelsesår: 2017. Sidetal: 424. Forlag: DreamLitt. 

Dette er et anmeldereksemplar fra DreamLitt.

Fortropperne er splittede. 

Siden sejren over Regalia i Babilar, og den konsekvens sejren havde, har David og de andre Fortropper levet i skjul. Den eneste måde at bekæmpe de episke på er ved hjælp af andre episke. David har opdaget sandheden bag de episkes svaghed, og Fortropperne gør sig nu klar til at stå over for deres største udfordring nogensinde. De vil bekæmpe mørket i de episke og dræbe den mægtigste af dem alle. Men for at gøre det kræver det hjælpen fra én særlig episk – og han befinder sig i saltbyen Ildithia, det gamle Atlanta.


Hvor var det absolut fantastisk, langt om længe at sidde med denne bog i hænderne. At slå op i bogen, at læse side efter side og at få en afslutning på en helt vildt spændende og god trilogi.
Dog var det også en ufattelig bittersød oplevelse og jeg tog mig virkelig min tid om at læse denne bog - for når jeg nåede til sidste side, så var det jo helt slut. 

Jeg er stadig helt vild med Sandersons evne til at bygge så stort, gennemført og flot et univers op. Der er tydeligvis tænkt over hver en detalje og jeg elskede denne bogs setting, i saltbyen Ildithia, der blev brudt ned ugentligt og bygget op igen: en by i konstant bevægelse. Det var fascinerende og det tilføjede også lidt til spændingen i historien, med konstant skiftende baser og planer der skal tilpasses bevægelsen af byen.

Vores kære fortropper bliver for alvor sat på prøve i 'Kalamit' og de bliver tvunget til, at kæmpe mod en de har kær - en prøvelse der både tynger dem, men også virkelig ryster dem sammen som gruppe.

"Verden er blevet sindssyg. At slå følge med den lader til at være den eneste løsning." 

Alle disse prøvelser fortropperne bliver sat for, tyngede naturligvis også stemningen i bogen. Humoren var der stadig og Davids spøjse metaforer lige så - bare ikke på lige så højt et niveau, hvilket giver mening, taget i betragtning af hvilken situation de står i. Jeg kunne dog godt mærke, at humoren i høj grad var noget af det, som jeg har været gladest for i de andre to bøger.

Derudover følte jeg, at der manglede en eller anden form for gnist i historien og derfor faldt slutningen også lidt fladt i min optik.

I 'Kalamit' viser det sig, at det hele er lidt mere komplekst end som så. Altså, læseren (og fortropperne) finder svarene på alle de spørgsmål, vi har stillet i løbet af trilogien; jeg er bare ikke helt sikker på, at jeg kan lide svarene. 

Alt i alt var det stadigvæk en god afslutning, jeg synes bare ikke, at den lever helt op til de andre to bøger i trilogien, desværre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar