onsdag den 27. april 2016

'Limbo' - Kevin Japsen

"Når man er tynget af frygt, er det sværere at få rustningen til at virke.
Det er lysets rustning, og dets evner drukner i mørke." 


Titel: Limbo. Forfatter: Kevin Japsen. Udgivelsesår: 2016. Sidetal: 136. Forlag: Forlaget Facet.

Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

Elias er på vej mod bunden. På vej mod bunden af sig selv, sin selvtillid, sit humør, af troen på fremtiden og af hierarkiet i den nye klasse, han er startet i.

En færdselsulykke, der kostede faren livet, har påvirket Elias på mange planer, og der er ingen hjælp at hente. Heller ikke hos moren, der drukner sine sorger og sin tid til Elias i sovemedicin.

Elias er alene og ensom - indtil han en dag møder Sia. De har mange ting til fælles, men deler en dyster skæbne, der leder Elias ind i en anden verden, hvor der for alvor må kæmpes, for at holde sig i live. En verden, ingen før har set.
 




'Limbo' er lidt af en snydepels. Jeg troede, at jeg skulle læse en kort og spændende fantasybog, - hvilket det til dels også var - men pludselig tog jeg med kære Elias på et eventyr uden lige, der ikke kun handlede om at vinde over monstrene i den anden verden, men også monstrene inde i sig selv.
Det er også dét jeg især fandt spændende - dette parallelle, fantastiske univers, som Elias dykker ind i midt i al kaosset og måden han for alt i verden, forsætter med at kæmpe imod de onde i sit indre, selv når hans bevidsthed er i denne 'anden verden'.
Medicinske behandlinger er nemlig selvfølgelig altid en stor del af at blive rask, men det er sindet virkelig også - og man må sandelig sige, at Elias kæmper med både sjæl og krop! 

"En underlig stilhed bredte sig i lokalet. Kun morens rystende vejrtrækning havde ikke noget poker face. 
De kiggede på hinanden, som om de ordløst forsøgte at afklare, hvem der skulle svare på spørgsmålene. Lægen trak nitten." 

Jeg kunne personligt godt have tænkt mig, at bogen var lidt mere dybdegående - ikke at den behøvede at være en murstensroman, men det ærgrede mig virkelig, at historien var ovre, lige da jeg var startet på den.
Emnet Japsen behandler i 'Limbo', er nemlig et der sagtens kunne være blevet fyldt mere på og dermed også have større chance, for at indfange mig som læser komplet. 


Jeg er dog ikke i tvivl om, at bøger som 'Limbo' er bøger, der burde være flere af. Der er ikke nok om emnet 'sygdom', der rent faktisk henviser sig til det lidt yngre publikum og som rent faktisk også øger læserens kampgejst - dét er noget ganske særligt, som jeg virkelig synes, at Japsen har opnået med sin bog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar