mandag den 1. april 2019

"Dagens lys" (Carolina Days #3) af Carey Heywood

{Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books}

"Du må ikke holde op med at ønske kærlighed."



Titel: Dagens lys. Forfatter: Carey Heywood. Udgivelsesår: 2019 (originalt: 2015). Sidetal: 250. Forlag: Palatium Books.

Krigsveteranen Mitch Brooks er i live, men holder verden ud istrakt arm. Efter et mortérangreb har han mistet sit ene ben og er nu blevet noget af en eneboer. Hans eneste ven er terapihund­en Zeus, som aldrig forlader hans side. Egentlig drømmer Mitch ikke om andet end at få lov til at være i fred. Altså lige indtil han møder McKenzie.

McKenzie Williams arbejder i en hundespa og har egentlig også brug for at blive reddet. Men det sidste hun forestiller sig er en skræmmende smuk mand, som banker vedholdende på hendes dør midt om natten. Mandens hund er ved at dø, og han insister­er på, at hun skal hjælpe. Og det gør hun.

I ugerne der kommer render de konstant ind i hinanden, og Mc­Kenzie må hele tiden overbevise sig selv om, at hun ikke følte en gnist den nat. For livet har vist hende, at det hun engang drømte om aldrig kan blive til virkelighed.

Kommer han til at vise hende, at hun måske godt kan få det, hun ønsker sig? Og vil hun redde ham fra mørket indeni, eller bliver han for evigt gemt for dagens lys?


Jeg ved ikke, hvad der er med Carey Heywood, men jeg. kan. ikke. slippe. hendes. bøger! Det nyeste tilfælde er "Dagens lys", hvor McKenzie og Mitch er de kærlighedsramte hovedpersoner, med en helvedes masse baggage, der gør historien både turbulent og interessant.
Ser man bort fra Heywoods kærlighed for instalove og en til tider lidt småsær måde at skabe den på, så var både Mitch og McKenzies fortider virkelig spændende at dykke ned i. Det er også noget af dét, jeg bedst kan lide ved Carolinaserien - de absolut uperfekte karakterer der har så mange skrammer på sjælen med den klare besked fra Heywood om, at også de fortjener lykke i livet.

"Jeg tror ikke længere på skæbnen. Jeg overlader ikke noget til tilfældighederne mere. Jeg bestemmer over min egen fremtid, tak." 

Derudover kunne jeg godt lide, at der i "Dagens lys" blev kastet lys (høhø) på emner såsom PTSD og terapihunde (Zeus er by far den skønneste karakter(?) i bogen) og kærestevold, hvilket igen er noget Heywood er virkelig god til - at informere og lære læseren om nogle af de svære emner.

Bogen viste dog også en ny side af Heywood. En lettere dramatisk side, der, i sin iver for at skabe spænding, lod historien tage en en smule overdrevet drejning, som jeg, frem for at nyde, endte med at grine og ryste på hovedet af. Men ak, man kan ikke vinde hver gang.