onsdag den 13. marts 2019

"On the Come Up" af Angie Thomas

{Bogen er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls}

"Jeg har mistet mig selv. Jeg har mistet enhver fornemmelse af, hvor jeg skal hen, og er helt udmattet af at prøve at finde vej." 



Titel: On the Come Up. Forfatter: Angie Thomas. Udgivelsesår: 2019. Sidetal: 416. Forlag: CarlsenPuls.

16-årige Bri drømmer om at blive alle tiders store rapper. Som datter af en legendarisk rapper, der døde, inden han blev det helt store hit, har hun et hul at udfylde. Men da Bris mor mister sit job, begynder ubetalte regninger og frygten for at måtte gå fra hus og hjem at fylde det hele. Det går op for Bri, at hun ikke bare kan gå og drømme om at slå igennem på hip hop-scenen. Hun SKAL slå igennem.

On the Come Up er en historie om at kæmpe for sine drømme - imod alle odds. Det er en historie om at være tro mod sig selv og ikke give efter for andres forventninger. Det er historien om den desperate virkelighed, som mange fattige, sorte familier oplever i dagens USA.


Det nye skud på stammen fra Angie Thomas, "On the Come Up", er endnu en imponerende bog med et stærkt og vigtigt budskab.
Handlingen er, desværre, lige så aktuel som "The Hate U Give" og ligesom Thomas' første bog, handlede den om, at finde en god måde at leve på, ud fra de (lorte)kort, man er blevet delt i starten af livet. 


Handlingen i "On the Come Up" foregår i Garden Heights, ligesom "The Hate U Give" gjorde og det kunne jeg egentligt godt lide. Det betød nemlig, at jeg virkelig hurtigt faldt til plads i bogens omgivelser og også, at jeg fik et lille indblik i, hvad der ellers var sket siden da. 

Denne gang ser vi det til gengæld igennem Bris øjne - rapkæftede og rå Bri, der kæmper for at blive set for den hun er og kæmper for at gøre verdenen et lidt bedre sted for dem omkring hende. Bri fyldt med følelser, som hun allerbedst kan dele igennem hendes rap og rim og Bri, der langsomt vandt mit hjerte med hendes nørdede referencer og hendes enorme mængde af næstekærlighed. Og med hendes flabede attitude, virkelig.

"Alle de her mennesker, som jeg aldrig har mødt, blev guder, der bestemte over mit liv. Nu er jeg nødt til at tage magten fra dem." 

Jeg glæder mig *så* meget, til at se filmatiseringen af denne bog på den store skærm (hvis de danske biografer ellers finder den vigtig nok, til rent faktisk at vise den (og mere end én fucking gang, guys)) og til at høre Bris tekster for real. De er en enormt vigtig del af historien og for en som mig, der ikke rigtig kan finde i rytmen i hvad som helst (og virkelig ikke er særlig "G"), var det svært at "mærke beatet" so to speak, så filmen? Can't. Wait! 

All in all er denne bog bare spot on på så mange måder og godt nok havde jeg lidt svært ved, at følge med i et par af G-situationerne, men jeg var fanget, jeg følte og jeg er fan.

"Nogle gange drømmer jeg, at jeg drukner. Jeg befinder mig altid i et stort, blåt hav, som er for dybt til, at jeg kan se bunden. Men så siger jeg til mig selv, at jeg ikke kommer til at dø, uanset hvor meget vand jeg får i lungerne, eller hvor dybt jeg synker. Jeg dør ikke. Fordi jeg siger det." 

2 kommentarer:

  1. Jeg er fristet til at læse den - ikke mindst fordi den første bog af hende bestemt var en fin læseoplevelse :)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Do it, men vær forberedt på, at den er utroligt forskellig fra "The Hate U Give", omend begge bøger behandler nogle af de samme problematikker. <3

      Slet