fredag den 8. februar 2019

"Mørke minder" (Darkest Minds #2) af Alexandra Bracken

"Dengang havde jeg også gjort ting, jeg skammede mig over, klart nok, men nu havde jeg nået et punkt, jeg ikke kunne komme tilbage fra, og der var for meget lys i dem, til at jeg kunne trække dem med ind i det mørke." 



Titel: Mørke minder (Darkest Minds #2). Forfatter: Alexandra Bracken. Udgivelsesår: 2018 (originalt: 2013). Sidetal: 494. Forlag: Høst & Søn.

En mystisk sygdom har dræbt 98 procent af alle børnene i USA, og de resterende 2 procent har udviklet en form for overnaturlige evner, som ingen helt ved, hvad indebærer, men langsomt kommer deres kræfter for dagen.
16-årige Ruby er en af de unge, der besidder den største mentale evne, og hun må kæmpe både mod sig selv og regeringen for at beskytte dem, hun elsker. De andre børn kalder hende for leder, men Ruby ved, hvad hun er: et monster.

Vigtig viden om den sygdom, der næsten slog hele USA's ungdom ihjel, viser sig at være på lige præcis det flashdrive, som ingen andre end Liam er i besiddelse af. Ruby må nu ud på en livsfarlig mission for at finde Liam – drengen, hun troede, var hendes fremtid, men som nu ikke engang vil kunne genkende hende, på grund af det, hun gjorde ved ham, sidst de sås ...


Hvor "Ond vilje" var fantastisk, actionpræget og nervepirrende, var "Mørke minder" en lettere frustrerende og småkedelig historie, der det første lange stykke tid, føltes som om at den kørte i ring. 

Vi er lidt længere inde i kaosset i denne bog og stemningen er helt klart en del mere dyster, jo tættere vi kommer på at finde svar på mange spørgsmål, historien har fået os til at stille undervejs. 

Der var uden tvivl nogle interessante scener undervejs og jo, det var et kært gensyn med nogle af karakterne (Chuuuuubs!), men for det meste var det planlægning og diskussioner og rejsen til hist og her og det trak bare i langdrag.

"Jeg har det, som om jeg er ved at gå fra forstanden. Som om dit ansigt er skåret ind i mit hjerte, og jeg kan ikke huske hvornår, og jeg forstår ikke hvorfor, men arret er der, og det vil ikke hele. Det vil ikke gå væk. Mørke minder, der aldrig falmer." 

Jeg må indrømme, at selvom jeg normalt ikke er så sentimental med den slags, så manglede jeg også Chuck-Liam-Zu-Ruby-gruppen samlet, som de var i etteren. Jeg manglede deres drillerier og mundhuggeri og ærlig talt? Så manglede jeg især Ruby & Liams forhold.
I "Mørke minder" er Ruby blevet denne småkyniske dræber og omend det giver mening, - omgivelserne og oplevelserne taget i betragtning - så gjorde det det alligevel lidt svært rigtigt at holde af hende i denne og nogle af kapitlerne blev derfor liiiiiidt lange. 

Med alt det sagt, så kan jeg alligevel næsten ikke vente med at få "Bag horisonten" i hænderne, for ligesom i "Ond vilje" har Bracken valgt at slutte et hjerteskærende sted og med en interessant "cliffhanger" ...