lørdag den 26. januar 2019

"Jeg ser dig" af Michella Rasmussen

{Bogen er et anmeldereksemplar fra Michella Rasmussen}

"Mon det også er sådan med mennesker? Hvis man er alene, så forsvinder man og bliver glemt, men sammen med andre er man en del af noget?" 



Titel: Jeg ser dig. Forfatter: Michella Rasmussen. Udgivelsesår: 2018. Sidetal: 320. Forlag: Tellerup.

Gymnasiet er slet ikke som Augusta havde troet. 
Mens hendes bedste veninde, Frederikke, 
falder perfekt ind sammen med resten af klassen, 
føler Augusta sig fuldkommen usynlig. 
Hun savner tiden hvor det kun var hende og Frederikke.

Da Augusta bliver tilbudt et job som tutor for nyblinde 
Oliver, får hun mulighed for at spare op til 
en sommerhustur alene med Frederikke. 
Men Oliver er bestemt ikke interesseret i hendes hjælp. Han kæmper stadig med at få sin hverdag til 
at fungere og vil bare gerne klare sig selv. 

Under tutortimerne finder de ud af at de har 
mere til fælles end de først troede, og for første gang 
i lang tid føler Augusta sig knap så usynlig. 
Men Oliver ser en helt anden Augusta end alle andre. 
En Augusta som er mere end bare Frederikkes veninde. Men hvem er Augusta overhovedet 
hvis hun ikke står i skyggen af Frederikke?


"Jeg ser dig" er en virkelig sød og fin ungdomsbog om at blive ældre, om at finde sig selv og sit ståsted i et virvar af forvirrende næsten-voksenhed, følelser og hormoner og om dét at vokse fra sig selv og nogle gange også sine veninder.

Augusta var en utrolig nem karakter at falde i hak med - hendes rolige og drømmende væsen, hendes modstridigende følelser omkring dét andre vil have hun gør og dét hun selv virkelig gerne vil have ud af livet og naturligvis også kærligheden.

"Luften er blevet endnu tungere end før, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan ikke lade være med at tænke på de sommerdage hvor man bare ved at et tordenvejr lurer lige om hjørnet." 

Jeg blev mindet om den tid i mit eget liv, hvor jeg selv skulle vælge hvilken retning mit liv skulle tage og det er pudsigt at sidde her nu og se hvor mange forskellige retninger jeg er gået siden da. 
Næsten-voksenheden var en frustrerende tid med ufatteligt mange valg der skulle tages og det er enormt tankevækkende, at jeg som voksen(...) nu kan se, hvor lille en del det egentligt er endt med at fylde i det store billede. 

Michella behandler ungdomsproblematikkerne på så elegant og god en måde og jeg håber virkelig, at der kommer flere lignende bøger fra hendes hænder.