søndag den 12. maj 2019

Et tak og et sørgmodigt, men lettet farvel

“You are part of my story, memory and scenery, thank you.” 


I dag handler det om, at stoppe mens legen er god. Set i bakspejlet kan jeg egentligt godt se, at dette har været længe undervejs - et par år endda, men især det seneste halve år har jeg kunnet mærke en dalende energi og et manglende overskud til at opdatere og holde bloggen ved lige.
Det handler i høj grad om, at min uddannelse og mit arbejde har taget meget af min energi, men også at mine prioriteringer er langt anderledes nu end før og efter i lang tid at have nedprioriteret bloggen til næsten ingenting, har jeg måtte erkende, at der kun der en vej fremad og det er desværre uden bloggen. Det har været en enormt svær beslutning, men jeg har virkelig kunnet mærke en særlig ro og lettelse, siden jeg endegyldigt gjorde det op med mig selv.

Jeg har besluttet mig for fremadrettet, at bruge min Instagram til at dele læseoplevelser og korte anmeldelser på, da det er noget, der langt bedre passer ind i min hverdag og mit overskud og jeg håber naturligvis, at I vil følge med derovre. Derudover lader jeg bloggen og dens indhold stå for nu, bare med kommentarfeltet slået fra og så må jeg se, om jeg i fremtiden vælger andet. 

Til slut er der vist kun tilbage, at sige tak. Tak til alle forlag, forfattere og andre bloggere, som jeg har samarbejdet med igennem årene og tak til dig, kære læser, for at have fulgt med og for at have været en del af bloggen - jeg har haft så mange skønne og ubeskrivelige oplevelser på grund af den og jeg vil ikke være foruden en eneste.

Jeg håber, at vi ses derude - hav det godt og pas på jer selv og hinanden. 

Kram fra Malene

mandag den 22. april 2019

"Glem mig ikke" af Victoria Stevens

{Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books}

""Uhyrer er uhyrer," sagde Hazel. "Det gør ingen forskel, om de kommer fra rummet eller fra sindet.""



Titel: Glem mig ikke. Forfatter: Victoria Stevens. Udgivelsesår: 2019 (originalt: 2018). Sidetal: 296. Forlag: Palatium Books.

Det er ikke nyt for 17-årige Hazel Clarke at være ulykkelig, og det er blot den seneste udvikling af ulykkeligheder, at hun bliver sendt af sted for at bo sammen med en far, hun aldrig før har mødt. Selv om det østlige Australiens landskab er betagende, savner Hazel sit liv i England og den mor, hun har forladt. 

Men da Hazel møder venlige, godhjertede Red og hans sky tvilling, Luca, begynder hun langsomt at stykke et nyt liv sammen, og hun opdager, at hun ikke er den eneste, der kæmper med sorg og tab. Som venskabet udvikler sig, og kærlighed finder vej ind i Hazels liv, lærer hun, at når man virkelig elsker nogen, vil de altid være i ens hjerte.

"Glem mig ikke" er en af den slags bøger, der får dig til at føle og som giver dig tid til det. Det er en bog, der, forklædt i hverdags- og teenagerting, gemmer på en smuk historie, om dét at miste. 
Den viser, at det er OK at føle en sorg. At sorgen har mange ansigter og at der er mange forskellige former for sorg. At det er OK, at reagere på en sorg og at der er *så* mange forskellige måder, at reagere på (nogle bedre og sundere end andre) og at omend ikke alle veje fører til Rom, når det kommer til sorg, så er der lys forude.

"En dag vågner du op uden, at det er det første, du tænker på. Hazel vidste ikke, om dén tanke var betryggende eller rædselsvækkende." 

Jeg har ikke så meget mere at sige, end at det er en bog, du, uden at vide for meget om, bare skal springe ned i med hovedet først og så skal du bare lade dig føle
Det gjorde jeg i hvert fald og sådan blev det en af de mest overraskende og rørende læseoplevelser, jeg længe har haft. 

fredag den 12. april 2019

"Og de blev lokket" (Bjergtaget #1) af Sidsel Sander Mittet

{Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet}

""Jeg kender de døde," mumlede jeg, "og jeg husker dem. Det er ved de gamle guder dem, jeg kæmper for.""



Titel: Og de blev lokket (Bjergtaget #1). Forfatter: Sidsel Sander Mittet. Udgivelsesår: 2019. Sidetal: 371. Forlag: Forlaget Facet.

"Nej, flertallet klarer det ikke," sagde min far ofte, "men vi giver dem muligheden for at opleve en lidenskab, de aldrig har turdet drømme om. Det er vores gave til menneskene som tak for deres frugtbarhed."

I Bjerget, elvernes verden, kæmper adelskvinden Askatla for at hævne en uret begået af sin fosterbror.
I verden udenfor, menneskenes verden, hjemsøges ekssoldaten Johannes af mystiske drømme om en lokkende, gråøjet elverkvinde, mens den universitetsstuderende Sigrid forsøger at finde ud af, hvad der sker med hende.
Hvorfor gør hun mænd skøre af lyst? Hvad sker der med hendes ryg? Er hun overhovedet menneskelig?


Jeg er enormt stor fan af bøgerne om Morika, så ud over, naturligvis, at have tårnhøje forventninger til "Og de blev lokket", så var jeg også semi nervøs, for kan noget måle sig med de bøger? Men jeg kan roligt sige, at Sidsel Sander Mittet har gjort det igen! 

Trods en lidt rocky start (der er en deeeel navne at holde styr på), så blev jeg ret hurtigt bjergtaget (bruger jeg ordet korrekt?) af historien og Sidsels evigt tryllebindende skrivestil. Ligesom med hendes bøger om Morika, formår hun nemlig at flette en flot rød tråd ind, der sørger for, at historien hænger spændende sammen under læsningen, men også at den hænger fast i læseren efterfølgende.

"Jeg havde masser at sige, at skrige, at hulke, men hvis jeg lod ordene komme frem nu, ville jeg ikke kunne vende tilbage, hverken til hævnen eller til kampen."

Selve historiedelen i bogen nød jeg især og det brænder på spændende vis virkelig igennem, at Sidsel interesserer sig for folkeviser og dét smitter i høj grad af på læseren.
Hele settingen fandt skiftevis sted i Danmark (blandt andet på Als, wohoo!) og i elvernes magiske (og en smule makabre..) verden og mikset mellem det så velkendte og det overnaturlige fungerede enormt godt. Ligeledes skiftede fortællerne også mellem flere forskellige, der langsomt introducerede læseren til de evigt mange aspekter af det overnaturlige elverunivers - både Bjerget og elverne selv, men også deres effekt på- og konsekvens for menneskene.
Derudover elskede jeg virkelig den lidt småblurry linje, Sidsel skabte mellem godt og ondt og måden hun behandlede de mange følelser i bogen på. Det hele blev virkelig godt beskrevet, alle hendes fantastisk forskellige karakterer blev enormt flot præsenteret og var på hver sin måde fængende og spændende.

Det eneste jeg sådan set godt kunne have tænkt mig var anderledes er, at fortsættelsen gerne måtte have været klar med det samme. Se dét havde været helt perfekt.

mandag den 1. april 2019

"Dagens lys" (Carolina Days #3) af Carey Heywood

{Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books}

"Du må ikke holde op med at ønske kærlighed."



Titel: Dagens lys. Forfatter: Carey Heywood. Udgivelsesår: 2019 (originalt: 2015). Sidetal: 250. Forlag: Palatium Books.

Krigsveteranen Mitch Brooks er i live, men holder verden ud istrakt arm. Efter et mortérangreb har han mistet sit ene ben og er nu blevet noget af en eneboer. Hans eneste ven er terapihund­en Zeus, som aldrig forlader hans side. Egentlig drømmer Mitch ikke om andet end at få lov til at være i fred. Altså lige indtil han møder McKenzie.

McKenzie Williams arbejder i en hundespa og har egentlig også brug for at blive reddet. Men det sidste hun forestiller sig er en skræmmende smuk mand, som banker vedholdende på hendes dør midt om natten. Mandens hund er ved at dø, og han insister­er på, at hun skal hjælpe. Og det gør hun.

I ugerne der kommer render de konstant ind i hinanden, og Mc­Kenzie må hele tiden overbevise sig selv om, at hun ikke følte en gnist den nat. For livet har vist hende, at det hun engang drømte om aldrig kan blive til virkelighed.

Kommer han til at vise hende, at hun måske godt kan få det, hun ønsker sig? Og vil hun redde ham fra mørket indeni, eller bliver han for evigt gemt for dagens lys?


Jeg ved ikke, hvad der er med Carey Heywood, men jeg. kan. ikke. slippe. hendes. bøger! Det nyeste tilfælde er "Dagens lys", hvor McKenzie og Mitch er de kærlighedsramte hovedpersoner, med en helvedes masse baggage, der gør historien både turbulent og interessant.
Ser man bort fra Heywoods kærlighed for instalove og en til tider lidt småsær måde at skabe den på, så var både Mitch og McKenzies fortider virkelig spændende at dykke ned i. Det er også noget af dét, jeg bedst kan lide ved Carolinaserien - de absolut uperfekte karakterer der har så mange skrammer på sjælen med den klare besked fra Heywood om, at også de fortjener lykke i livet.

"Jeg tror ikke længere på skæbnen. Jeg overlader ikke noget til tilfældighederne mere. Jeg bestemmer over min egen fremtid, tak." 

Derudover kunne jeg godt lide, at der i "Dagens lys" blev kastet lys (høhø) på emner såsom PTSD og terapihunde (Zeus er by far den skønneste karakter(?) i bogen) og kærestevold, hvilket igen er noget Heywood er virkelig god til - at informere og lære læseren om nogle af de svære emner.

Bogen viste dog også en ny side af Heywood. En lettere dramatisk side, der, i sin iver for at skabe spænding, lod historien tage en en smule overdrevet drejning, som jeg, frem for at nyde, endte med at grine og ryste på hovedet af. Men ak, man kan ikke vinde hver gang.

søndag den 24. marts 2019

Forfatterbesøg: Lene Krog

I forbindelse med Lene Krogs udgivelse af "Grå Magi" (Pigen fra Månehøjen #1) i slutningen af januar, har jeg i dag givet ordet til Lene, der fortæller lidt om dét at skabe sit eget fantasyunivers til sin bog. 


Om at skabe en verden til sin fantasyfortælling
Af Lene Krog

Der er en vis frihed i at skrive en historie i en verden, der ikke er vores. En helt anden verden, der er opstået i hovedet på en forfatter, og hvor magi er en del af hverdagen. For så kan hvad som helst jo ske. Man har helt frie tøjler. Ikke? Men det skal jo også gerne hænge sammen, det hele, og selvom der er en masse magi involveret, skal det også være logisk og realistisk inden for disse magiske rammer. 

Sætter man sig ned og virkelig tænker over det, så er der faktisk rigtig mange ting, der skal defineres, når man skaber sin egen verden til en fantasyfortælling. Solsystem, geografi, klima, dyreliv og vegetation for at nævne et par af de mest grundlæggende elementer. Men der er også sådan noget som mytologi, religion, overtro. Hvordan markeres døden, fødsler, helligdage? Hvad er traditionerne, når man holder bryllup? Eller når man begraver sine kære? Hvordan er retssystemet? Hvem bestemmer? Hvilken type jobs har folk – hvordan tjener de til dagen og vejen? Landbrug? Fiskeri? Håndværk? Hvad spiser man? Handles der på tværs af landegrænser? Hvordan ser handelsruterne ud? Hvor bor folk? I Byer? På landet? I husbåde på vandet? Bor der flere generationer sammen? Hvilke muligheder har man for at uddanne sig? Hvilke transportmidler findes der? Sygdomme, valuta, sanitet, belysning, folkeslag, sprog. Jamen, jeg kunne blive ved. 

I bund og grund bygger man en verden mere eller mindre op fra bunden, og det er da lidt af en bedrift. Selvfølgelig kan man læne sig op ad den, vi allerede kender og bor i, hvilket da også er tilfældet i Grå Magi. I hvert fald i forhold til solsystemet og størrelsen på jordkloden. Men her eksisterer fx ikke de religioner, vi kender fra vores verden. Her tror man på de tolv gudinder. Der findes hekse og folk med magiske evner, hvilket er hverdag. 

I min research i forbindelse med worldbuilding faldt jeg over de her to råd, som jeg synes giver god mening, og som jeg forsøger at efterleve:
- Keep it simple
- Bliv ved med at stille spørgsmål.

Altså lad være med at overkomplicere tingene, men sørg dog for, at de giver mening. Det kan være svært nok, skulle jeg hilse og sige. Fx brugte jeg den gode del af en måned på at rive mig selv i håret over at finde på en skabelsesberetning. Det var vigtigt for mig at vide, hvor de her tolv gudinder kom fra, men jeg blev ved med at ville forklare dem ned i mindste detalje. Men sådan noget med guddomme kan ikke altid forklares, og jeg valgte i stedet at fokusere på, hvordan de skabte verden. 

Det råd om worldbuilding, som jeg dog har taget mest til mig, er det her: Giv din verden en historie.

Jeg har selvfølgelig også (nogenlunde) styr på de øvrige faktorer, som er nævnt længere oppe. Det hele lægger jeg ind i appen Evernote, hvor jeg har det mere eller mindre fulde overblik over den verden, som Grå Magi foregår i. Men historien og mytologien har jeg nok størst fokus på – ikke mindst fordi den også har stor betydning for plottet. Skabelsesberetning, vigtige historiske begivenheder, kongerække, krige og helligdage er fx nogle af de ting, jeg har arbejdet en del med.  For det hjælper faktisk at skrive det hele ned og måske endda illustrere det. 
Det er, som om skrivningen skrider nemmere frem, når baglandet er på plads. 


Om bogen: 

Et svagt minde fortalte Aia, at det ikke var første gang, hun havde oplevet at dø. Pludselig dukkede det op ud af tågen. En blodrød genspejling af himlen og en fortabt erkendelse af, at det var sådan, det endte. Ligesom nu.

På Vidar Baltzers ordrer har De Grå taget kontrol over Bragimark og ransager landet for magiske evner. Hekse og marlinge forsvinder på stribe, men i skyggerne hviskes der om oprør.

Aia ved knap, hvem hun selv er. Uden minder eller familie kender hun kun sit vante arbejde i skoven og sin egen isolerede hverdag. Men verden omkring hende kan ikke lade Aia glemme, for uden hendes fortid har Bragimark ingen fremtid.


søndag den 17. marts 2019

"Halve sandheder" (Carolina Days #2) af Carey Heywood

{Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books}

"Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så en stjerne eller ønskede mig noget, fordi jeg havde set en. Skyerne skjuler nogle af dem for mig, men ikke dem alle sammen.
Jeg klemmer øjnene sammen og ønsker af hele mit hjerte at blive den kvinde, de tror jeg er." 



Titel: Halve sandheder (Carolina Days #2). Forfatter: Carey Heywood. Udgivelsesår: 2018 (originalt: 2014). Sidetal: 250. Forlag: Palatium Books.

Hun troede slet ikke, at det ville komme så vidt.
Det hele startede så uskyldigt for den populære modeblogger Lindsay Palmer. Men nu har det antaget sit helt eget liv, og problemet er, at Lindsay ikke ved, hvordan hun skal stoppe det. Og hvad værre er, hun ønsker slet ikke at stoppe det.
Hendes daglige løgne på modebloggen er blevet både hendes største glæde og dybeste skam. Tusindvis af mennesker elsker hende, men ville de gøre det, hvis de kendte sandheden?

Det var egentlig meningen, at Luke Jamieson bare skulle gøre sin lillesøster en lillebitte simpel tjeneste. Men tjenesten betyder, at Lindsay Palmer pludselig kommer ind i hans liv, og der er noget ganske særligt ved denne pige, som han ikke kan få ud af tankerne. Og nu er han ved at forelske sig i en pige, han i virkeligheden ikke kender.

Han ønsker ikke andet end, at hun lukker ham ind, så han – måske – kan hjælpe hende ud af det bur, hun selv har bygget.
Vil sandheden sætte hende fri, eller har hendes løgne allerede ødelagt alt?


Jeg kunne overordnet set godt lide historien om Lindsay og Luke. Om Lindsays angst for verdenen udenfor og hendes behov for, at vise verdenen hun egentligt ikke vil være en del af, at hun alligevel er i stand til, at leve op til dens mange latterlige og sygelige standarder.
Om Luke, den ultimative gode (og sunde) fyr, som vi fik et par korte glimt af i "En skønne dag". Om den langsomme, men samtidig smukke proces, at føle og få tillid er og den klare morale i historien om, at der er plads til dig i verdenen, uanset hvem du er og hvordan du ser ud.
Alt det var hvad der gjorde det svært for mig, at lægge bogen fra mig - også på de tidspunkter, hvor jeg ikke helt var fan af den.

"Det er perfekt. Det er uhyggeligt." 

Der var desværre de førnævnte tidspunkter, hvor min glæde for bogen dalede en anelse og det havde hovedsageligt noget med Lindsays forvandling at gøre. Uden at gå alt for meget i detaljer, vil jeg bare understrege, at en størrelse 38 ikke er overvægtig. Carey Heywood behandler så meget af vægtproblematikken i bogen med en god og sund hånd, men alligevel sneg der sig nogle, i mine øjne, uhensigtsmæssige kommentarer ind og jeg føler ikke, at hun runder det helt ordentligt af. 
Derudover, på trods af min glæde for lykkelige slutninger, så kan nogle ting godt gå for hurtigt og jeg ville også ønske, at hele historien bag Lindsays problemer fik mere opmærksomhed og mere kærlighed.

Alt i alt var det en blandet, men hovedsageligt god læseoplevelse og jeg er allerede igang med næste bind i serien and so far, so good. 

onsdag den 13. marts 2019

"On the Come Up" af Angie Thomas

{Bogen er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls}

"Jeg har mistet mig selv. Jeg har mistet enhver fornemmelse af, hvor jeg skal hen, og er helt udmattet af at prøve at finde vej." 



Titel: On the Come Up. Forfatter: Angie Thomas. Udgivelsesår: 2019. Sidetal: 416. Forlag: CarlsenPuls.

16-årige Bri drømmer om at blive alle tiders store rapper. Som datter af en legendarisk rapper, der døde, inden han blev det helt store hit, har hun et hul at udfylde. Men da Bris mor mister sit job, begynder ubetalte regninger og frygten for at måtte gå fra hus og hjem at fylde det hele. Det går op for Bri, at hun ikke bare kan gå og drømme om at slå igennem på hip hop-scenen. Hun SKAL slå igennem.

On the Come Up er en historie om at kæmpe for sine drømme - imod alle odds. Det er en historie om at være tro mod sig selv og ikke give efter for andres forventninger. Det er historien om den desperate virkelighed, som mange fattige, sorte familier oplever i dagens USA.


Det nye skud på stammen fra Angie Thomas, "On the Come Up", er endnu en imponerende bog med et stærkt og vigtigt budskab.
Handlingen er, desværre, lige så aktuel som "The Hate U Give" og ligesom Thomas' første bog, handlede den om, at finde en god måde at leve på, ud fra de (lorte)kort, man er blevet delt i starten af livet. 


Handlingen i "On the Come Up" foregår i Garden Heights, ligesom "The Hate U Give" gjorde og det kunne jeg egentligt godt lide. Det betød nemlig, at jeg virkelig hurtigt faldt til plads i bogens omgivelser og også, at jeg fik et lille indblik i, hvad der ellers var sket siden da. 

Denne gang ser vi det til gengæld igennem Bris øjne - rapkæftede og rå Bri, der kæmper for at blive set for den hun er og kæmper for at gøre verdenen et lidt bedre sted for dem omkring hende. Bri fyldt med følelser, som hun allerbedst kan dele igennem hendes rap og rim og Bri, der langsomt vandt mit hjerte med hendes nørdede referencer og hendes enorme mængde af næstekærlighed. Og med hendes flabede attitude, virkelig.

"Alle de her mennesker, som jeg aldrig har mødt, blev guder, der bestemte over mit liv. Nu er jeg nødt til at tage magten fra dem." 

Jeg glæder mig *så* meget, til at se filmatiseringen af denne bog på den store skærm (hvis de danske biografer ellers finder den vigtig nok, til rent faktisk at vise den (og mere end én fucking gang, guys)) og til at høre Bris tekster for real. De er en enormt vigtig del af historien og for en som mig, der ikke rigtig kan finde i rytmen i hvad som helst (og virkelig ikke er særlig "G"), var det svært at "mærke beatet" so to speak, så filmen? Can't. Wait! 

All in all er denne bog bare spot on på så mange måder og godt nok havde jeg lidt svært ved, at følge med i et par af G-situationerne, men jeg var fanget, jeg følte og jeg er fan.

"Nogle gange drømmer jeg, at jeg drukner. Jeg befinder mig altid i et stort, blåt hav, som er for dybt til, at jeg kan se bunden. Men så siger jeg til mig selv, at jeg ikke kommer til at dø, uanset hvor meget vand jeg får i lungerne, eller hvor dybt jeg synker. Jeg dør ikke. Fordi jeg siger det." 

torsdag den 21. februar 2019

"Echo Ridge" af Karen M. McManus

{Bogen er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls}

"Bedste står foran Melanies bil med blikket fast fæstnet på den del af veje, der er badet i lys fra billygterne.
Og på den ubevægelige skikkelse, der ligger lige midt i det.
Dækket af blod, med halsen i en frygtelig forkert vinkel og vidtåbne øjne, der stirrer på ingenting." 



Titel: Echo Ridge. Forfatter: Karen M. McManus. Udgivelsesår: 2019. Sidetal: 364. Forlag: CarlsenPuls. 

Echo Ridge er en lille by, og Ellery har aldrig været der før, men hun har hørt om den. Det var der, hendes moster forsvandt som 17-årig. Og for blot fem år siden blev byen landskendt, da årets homecoming queen blev myrdet. Nu skal Ellery bo der sammen med sin tvillingebror hos sin bedstemor, som hun knap nok kender.

Byen er billedskøn, men gemmer på hemmeligheder. Og nogen truer med at gøre årets homecoming lige så farlig, som den var for fem år siden.

Ellery kender alt til hemmeligheder. Hendes mor har dem, hendes bedstemor har dem. Og efterhånden som Ellery lærer mere om Echo Ridge, står det klart: Alle skjuler noget. Men hemmeligheder kan være farlige – og de fleste er ikke gode til at holde på dem. I Echo Ridge er det bedst at holde sine hemmeligheder for sig selv ...


Oh. My. Damn!
"Echo Ridge" er en nervepirrende, fed og super spændende bog med twist ovenpå twist, der sendte mig på en vild rutsjebanetur rundt i forbrydelse-land og jeg elskede hvert minut af turen.

Bogen gav mig fede Riverdale/Pretty little liars vibes med trusler fra en ukendt, et lig, forsvundne og døde piger, en masse unge der forsøger at løse mysterierne helt alene og en hel masse drama.

De karakterer vi følger har så mange bolde i luften og omend det ikke var fordi, at det var svært at følge med, så blev der i hvert fald sørget for, at der var nok at fokusere på. 
Og apropros karakterer, så er det virkelig McManus' fineste, vi har med at gøre her. 
Der var skeptiske Ellery, der krydrede krimidelen til perfektion, Ezra - hendes bror og modstykke, der udlignede hendes træk, misforståede Malcolm, der mest af alt bare vil undgå unødig opmærksomhed, naturligvis baldronningen og hendes disciple og mange mange flere. Alle klicheerne virkelig, men McManus får det i høj grad til at fungere!

"Bedste folder sine hænder i skødet, fingrene flettet så stramt ind i hinanden, at hendes knoer er helt hvide. "I Echo Ridge kommer forsvundne piger ikke hjem igen, Ryan," siger hun med hul stemme. "Det ved du godt.""

"Echo Ridge" er alt det et mysterie skal være og så meget mere til! Det var en af de der læseoplevelser hvor planen bare var et kapitel eller to, men endte med at være så umulig at lægge fra sig, at du både glemmer planer, pligter, aftensmad og basically alt omkring dig? Seriøst, jeg åd den råt og nu vil jeg bare gerne have meget mere af McManus! 

Og nej, uanset hvor ivrig jeg var og hvor grådigt mine øjne slugte hvert et bogstav, ord og hver en sætning, så havde jeg virkelig ikke set den slutning komme.

"Men jeg kan godt se, hvorfor Sadie følte sig begrænset her, og hvorfor Mia spankulerer rundt på skolen, som om hun leder efter en flugtvej. Alt det, der er anderledes, kan ses på lang afstand." 


søndag den 17. februar 2019

"Kære far" af Giselle Green

{Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books}

""Du er modig, Nate Hardman. Mere end de fleste. Bare husk på, at selv de tapreste ikke kan vinde hver gang.""



Titel: Kære far. Forfatter: Giselle Green. Udgivelsesår: 2019 (originalt: 2016). Sidetal: 440. Forlag: Palatium Books.

Kan tre mennesker, der alle er desperate efter kærlighed, finde lykken, når det eneste, der binder dem sammen, er en stor løgn? 

Smukke 28-årige Nate Hardman er krigsreporter, men har et stort problem. Han lider af PTSD og er ude af stand l at forlade sin lejlighed. Han har allerede givet slip på sit sociale liv og sin kæreste. Hans karriere er det også så som så med. 

Niårige Adam Boxley, der bor med sin gamle bedstemor, har også store problemer. Han bliver forsømt derhjemme og mobbet i skolen, og derfor skriver han desperat et brev til Nate. Men er Nate den, Adam tror? Vil han hjælpe? Og måske endnu vigtigere – kan han overhovedet hjælpe? 

Problemerne tårner sig også op over Jenna Tierney, der lige er flyttet hjem l England fra sin utro italienske kæreste. Hun har ikke noget sted at bo, hun har ikke noget arbejde og ikke rigtig kontakt med sin familie. Men da hun møder Nate, bliver hun tvunget til at tænke på sine mange impulsive handlinger i et nyt lys. 

Kan Nate, Adam og Jenna finde en vej ud af ensomheden?


"I mit livs allervigtigste opgave svigtede alle mine ord."

"Kære far" er en tankevækkende mavepuster, med en historie der knuser dit hjerte, for langsomt at samle det igen. 
Jeg sad med en enorm trang til at kramme dem alle det meste af min læsning igennem og jeg vil virkelig gerne understrege, hvor inspirerende en bog det er.

Både Nate & Jenna, der var bogens fortællere, havde liv, jeg rent faktisk nød at læse om, men det er bogens tredje hovedperson, Adam, og hans historie, der gjorde det svært for mig, at lægge bogen fra mig.

Derudover bruger Giselle Green et enormt fint sprog, der, to be honest, ikke er nær så hverdagsagtigt, som ville være realistisk, men som alligevel fungerer, fordi bogen er dyb på sin helt egen måde og sproget på den måde får sat sorgen i endnu dybere kontrast.

"Hvornår holder det op med at regne? Hvornår kommer sommeren omsider, så jeg kan føle mig varm og tryg igen?" 

Bogen handler om, at man nogle gange vælger sin egen familie, at der næsten altid er et lys at finde forude og så er det bare en bog med mange mindeværdige citater.
En overgang - nogenlunde halvvejs - følte jeg, at historien kørte lidt i samme spor, inden den for alvor gik imod konklusionen, men ellers var jeg nærmest fanget af de her tre personers sørgelige, men smukke historie.


fredag den 8. februar 2019

"Mørke minder" (Darkest Minds #2) af Alexandra Bracken

"Dengang havde jeg også gjort ting, jeg skammede mig over, klart nok, men nu havde jeg nået et punkt, jeg ikke kunne komme tilbage fra, og der var for meget lys i dem, til at jeg kunne trække dem med ind i det mørke." 



Titel: Mørke minder (Darkest Minds #2). Forfatter: Alexandra Bracken. Udgivelsesår: 2018 (originalt: 2013). Sidetal: 494. Forlag: Høst & Søn.

En mystisk sygdom har dræbt 98 procent af alle børnene i USA, og de resterende 2 procent har udviklet en form for overnaturlige evner, som ingen helt ved, hvad indebærer, men langsomt kommer deres kræfter for dagen.
16-årige Ruby er en af de unge, der besidder den største mentale evne, og hun må kæmpe både mod sig selv og regeringen for at beskytte dem, hun elsker. De andre børn kalder hende for leder, men Ruby ved, hvad hun er: et monster.

Vigtig viden om den sygdom, der næsten slog hele USA's ungdom ihjel, viser sig at være på lige præcis det flashdrive, som ingen andre end Liam er i besiddelse af. Ruby må nu ud på en livsfarlig mission for at finde Liam – drengen, hun troede, var hendes fremtid, men som nu ikke engang vil kunne genkende hende, på grund af det, hun gjorde ved ham, sidst de sås ...


Hvor "Ond vilje" var fantastisk, actionpræget og nervepirrende, var "Mørke minder" en lettere frustrerende og småkedelig historie, der det første lange stykke tid, føltes som om at den kørte i ring. 

Vi er lidt længere inde i kaosset i denne bog og stemningen er helt klart en del mere dyster, jo tættere vi kommer på at finde svar på mange spørgsmål, historien har fået os til at stille undervejs. 

Der var uden tvivl nogle interessante scener undervejs og jo, det var et kært gensyn med nogle af karakterne (Chuuuuubs!), men for det meste var det planlægning og diskussioner og rejsen til hist og her og det trak bare i langdrag.

"Jeg har det, som om jeg er ved at gå fra forstanden. Som om dit ansigt er skåret ind i mit hjerte, og jeg kan ikke huske hvornår, og jeg forstår ikke hvorfor, men arret er der, og det vil ikke hele. Det vil ikke gå væk. Mørke minder, der aldrig falmer." 

Jeg må indrømme, at selvom jeg normalt ikke er så sentimental med den slags, så manglede jeg også Chuck-Liam-Zu-Ruby-gruppen samlet, som de var i etteren. Jeg manglede deres drillerier og mundhuggeri og ærlig talt? Så manglede jeg især Ruby & Liams forhold.
I "Mørke minder" er Ruby blevet denne småkyniske dræber og omend det giver mening, - omgivelserne og oplevelserne taget i betragtning - så gjorde det det alligevel lidt svært rigtigt at holde af hende i denne og nogle af kapitlerne blev derfor liiiiiidt lange. 

Med alt det sagt, så kan jeg alligevel næsten ikke vente med at få "Bag horisonten" i hænderne, for ligesom i "Ond vilje" har Bracken valgt at slutte et hjerteskærende sted og med en interessant "cliffhanger" ...

tirsdag den 5. februar 2019

Nyt på reolen: Reading Journal

"Where is human nature so weak as in the bookstore?" 


Det er efterhånden mange år siden, at jeg først stødte på denne fine "Reading Journal: For Book Lovers" af Potter Style og efter at have skriblet notater ned i utallige notesbøger for at gøre dem væk og finde nye frem og starte i dem, besluttede jeg mig for i år at investere i ovenstående fine bog, så jeg kan holde styr på det jeg læser og hvad jeg har af tanker undervejs. 


Udover at have masser af plads til at notere en masse læste bøger ned, er der også en masse andre små fine skemaer og lister. Der er blandt andet "Reading Trees", "Literary Pilgramages", "My Biblio Style" og så er der også forskellige afkrydsningslister med bøger fra f.eks. "Man Booker Prize for Fiction", "The Modern Library: 100 best novels" og "Oprah's Book Club Picks", der er fine små citater hist og her og alt i alt, er det en virkelig flot bog. 


Omend det er nogle fine og sjove sider, som jeg da nok vil få kigget en smule på, så er det hovedsageligt spildplads for mit vedkommende. Ganske få bøger på listerne (der fylder 26 sider af bogen), er nogle som jeg har interesse i og endnu færre er nogle, jeg rent faktisk har læst (har måske tjekket 4-5 bøger af .. og nogle af bøgerne er altså gengangere). 
Jeg ville egentligt bare have en notesbog, som kan bruges til at notere mine læste bøger i og det kan jeg naturligvis stadigvæk bruge denne til, men det ærgrer mig alligevel, at der er så mange sider, der vil gå til spilde på mig.
My search goes on og ellers må jeg jo bide i det kreative æble og selv sætte en notesbog til formålet op.



mandag den 4. februar 2019

Opsummering af januar 2019

{"Jeg ser dig" er et anmeldereksemplar fra Michella Rasmussen & "Ifølge Sawyer" er et anmeldereksemplar fra Palatium Books


Januar var laaaaaaaang. Som i uendeligt og uoverskueligt lang - længere end hele 2018. Og det var ikke fordi, måneden var dårlig som sådan, den blev bare ved og ved (og ved).
Alligevel kan jeg ikke rigtigt huske, hvad jeg har brugt tiden på andet end arbejde og ren afkobling med de søde mennesker i mit liv. 

Jeg læste lidt over 1500 sider fordelt over 5 bøger, hvor "Den lille prins" på synnejysk var en underholdende genlæsning af en skøn historie, "Ifølge Sawyer" var en virkelig afslappende og god historie, men "Jeg ser dig" er månedens absolutte favorit.

"Dear Evan Hansen" var til gengæld lettere antiklimatisk efter al den hype og endte faktisk med at være en skuffelse (og desværre også bogen, som jeg startede læseåret ud med).

Sjovt nok lyder mit læsemål på 5/65 og er on track so far (yay!).

Min bogreol er allerede blevet fyldt op med atter 10 bøger, men jeg størstedelen af skylden ligger hos bogudsalg i butikken og fristelserne all over (someone give me strength).

Februar er blevet skudt godt igang med selvforkælelse (very much needed, efter lange januar), kærestehygge og tiltrængt mig-tid. Resten af måneden skal bruges på forhåbentligt det samme, biografture (blandt andet Skammerens datter 2 (ENDELIG!)) og venindetid!

onsdag den 30. januar 2019

"Ifølge Sawyer" (Him & Her) af Carey Heywood

{Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books}

"Hans blik er fyldt med tilbedelse. Det er kærlighed. 
Det der skræmmer mig er, at jeg ved, at jeg ikke kan gengælde det."



Titel: Ifølge Sawyer (Him & Her). Forfatter: Carey Heywood. Udgivelsesår: 2019. Sidetal: 290. Forlag: Palatium Books.

Ifølge Sawyer: 
Er det nemmest altid at klare sig selv. 
Er uforpligtende sex bedst. 
Vil alle man stoler på før eller siden forsvinde. 

Hvordan kan hun tro andet, når det eneste, hun har oplevet, er tab og at blive forladt? Sawyer Sterling har i en alt for ung alder lært, at hvis man stoler på nogen, kan man være sikker på at blive skuffet. Hendes forældre døde, da hun var lille, og bedstemoren lod hende blive passet af fremmede. Sawyer plages af selvhad, og da bedstemoren dør, får hun måske aldrig svar på, hvorfor hun ikke var god nok til at blive passet af hende, men så dukker der nogle breve op. 

Jared Keller er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at alle forlader hende på et tidspunkt. Sawyer er utrolig kærlig, men nægter kategorisk at blive i forhold. Kan han få hende til at forstå, hvor meget hun tager fejl? Vil hun nogensinde kunne se sig selv fortjene ham, nu hvor hendes fortid kolliderer med nutiden?


Ifølge mig: 
♡ Er Sawyer en virkelig skøn karakter, som jeg elskede hende i "Him & Her"-serien, så jeg er virkelig glad for, at hun også fik sin egen historie.
♡ Er Sawyers historie en virkelig rørende og sød en af slagsen om kærlighed, familie, tab og om at lære sig selv at kende og tage chancer.
♡ Er det et plus, at Jared fik taletid i bogen ("halve" kapitler, i mellem Sawyers), mens Sawyer stadig fik lov til, at skinne størstedelen af historien.
♡ Er "Ifølge Sawyer" et virkelig godt bevis på, at Heywood mestrer sin gang i New Adult-genren og jeg er især fan af måden, hun valgte at runde historien af på.
♡ Kan bogen virkelig godt anbefales til dig, der har brug for en hed og romantisk bog med dybde og især til dig, der har læst serien om Sarah & Will.

"Det sidste Jared har brug for er, at jeg stønner efter ham, og jeg stønner ikke rigtigt efter ham. Det er mere som at have en sund interesse for kunst. Bare fordi man sætter pris på et værk, er det ikke det samme som, at man har brug for at have det hængende i sin stue." 

Ifølge mig:
♡ Var der måske også en smule for meget sex til min smag, for jo, det er OK, at de higer efter hinanden, men åh, jeg behøver ikke nødvendigvis, at blive inviteret med hver gang.
♡ Er Heywood stadigvæk glad for gentagelser og omend de ikke fyldte så meget, som jeg før har oplevet i hendes bøger, kan det godt føles som om, at hun mansplainer ind i mellem.