tirsdag den 24. juli 2018

"Bronzenøglen" (Magisterium #3) af Holly Black & Cassandra Clare

"Tiden gik i stå. Det kobberfarvede lys var alt det, som kaos ikke var. Det var klart og strålende og koldt som en knivsæg, og Call vidste uden skyggen af tvivl, at han ville dø, når det ramte ham." 



Titel: Bronzenøglen (Magisterium #3). Forfattere: Holly Black & Cassandra Clare. Udgivelsesår: 2016. Sidetal: 251. Forlag: Alvilda.

Eleverne på Magisterium bor trygt og godt under troldmændenes beskyttelse, mens de lærer at bruge magi for at skabe orden i en kaotisk verden. Eller ... sådan burde det være. Men nu går kaos til modangreb.

Call, Tamara og Aaron har travlt med deres eksamener og de magiske konkurrencer. Men efter et chokerende drab på en af deres klassekammerater, må de i stedet sætte efter en uhyggelig morder - og selv sætte livet på spil i jagten.De tre venner opdager hurtigt, at magi kan gøre ufattelig stor skade, hvis den bliver brugt i det ondes tjeneste ... og ikke bliver stoppet i tide.



Det var helt rart, endelig at vende tilbage til Magisterium med Call og hans venner - af forskellige årsager, er det nemlig hele 2 år (!!), siden jeg sidst var der.
Normalt ville jeg så være nervøs for, om jeg stadig ville kunne følge med i handlingen, men "Magisterium" er næsten som at cykle - jeg faldt så evigt let tilbage i rytmen.

"Bronzenøglen" er den mest dystre bog i serien hidtil - den bevæger sig konstant på kanten til mørket og det er både spændende og lidt småskummelt på samme tid. 
Derudover kommer vores kære venner (småhelte, måske?) tættere og tættere på hvor serien vil følge dem hen, hvilket både bringer en del afsløringer (især de lidt chokerende af slagsen) og som også får forfatter-makkerparret, Black & Clare, til at træffe nogle barske beslutninger for trioen.

"Man behøvede åbenbart ikke at have noget med kaos at gøre for at sigte imod at blive den inkarnerede ondskab."

Denne gang var jeg ikke helt så opslugt, som jeg var med de to tidligere bøger. Jeg føler, at historien i denne gik lidt i ring og problematikkerne minder lidt, om dem der er i de andre bøger og reaktionerne er, med få undtagelser, mange af de samme.

Det holdt mig dog ikke fra ivrigt at sluge historien og den slutning dér? Fuck. Den kan jeg absolut ikke leve med

Ingen kommentarer:

Send en kommentar