torsdag den 16. november 2017

Bogforum 2017 - Fredag d. 10.11

Fredagen startede tidligt ud for mit vedkommende og allerede klokken 04.13 ringede vækkeuret, der skulle sørge for, at jeg kom op og fik gjort mig klar, så jeg kunne forlade lille Als klokken 06. Jeg pakkede bilen, tog en tur forbi bageren og så var jeg ellers på vej mod Korsør og Sabrina, så Sorø og Sascha og SÅ Amager og Bogforum og en fantastisk dag.


Første punkt på programmet var, at få signeret mit eksemplar af 'Stalker' ved søde Michella Rasmussen. Hun var som altid rar at snakke med og vi talte lidt om hendes kommende projekter, som jeg glæder mig meget til. 


Derefter gik jeg lidt rundt og osede, ind til det blev tid til endnu en signering - denne gang ved søde Nicole B. Rødtnes, hivs bog 'Ilttyv' jeg købte, da den landede i boghandlerne. Det er en bog, der har fået virkelig meget ros, så jeg glæder mig naturligvis til, at læse den (og de efterfølgende bøger). 


Senere stod Kenneth Bøgh Andersen, Lars Gabel og 'Skæbnemageren' på programmet og de snakkede om hvordan deres graphic novel kom til, at den har været længe undervejs og lidt om de specielle effekter, man har mulighed for at lave med en graphic novel, frem for en almindelig bog (og også kort om de ting der ikke kunne lade sig gøre). De blev interviewet af Thomas Thorhauge, som jeg vist også nævnte sidste år - han er nemlig så engageret og passioneret en interviewer og han gjorde oplægget dobbelt så spændende og skægt med sin væremåde.
Derefter blev det selvfølgelig tid til en lille signering og på trods af lidt bøvl med Poschatuschen-der-ikke-ville-tegne, så blev det så fint! 



Så var det langt om længe blevet tid til, at se den dygtige Mhairi McFarlane, som simpelthen virker SÅ sød og glad!
Hun talte blandt andet om, at skrive bøger om kvinder, som kvinder gerne vil være. Den lidt klodsede Bridget Jones-type, der dog, i stedet for at ærgre sig som Bridget, kæmper videre og går efter det bedste liv, hun kan få. Den stærke, beundringsværdige kvinde. 
Derudover sagde hun følgende om bøgernes plot: "Someone meets someone and it changes their life." Hvilket er så sandt, omend det pludselig lyder så simpelt. Hovedrollerne møder nogen - ikke én der fuldender dem, for det er de stærke nok til selv at klare, men én der skupper dem i den rette retning. En dessert, om du vil, hvor kvinden er sin egen hovedret - nok til at klare sig selv, men de fleste af os, kan godt lide et stykke kage også, ikke? 
Lyden var desværre herre dårlig under interviewet, så jeg fik ikke halvdelen med, men det jeg rent faktisk hørte var mindeværdigt. Skøn og dygtig kvinde!


Efterfølgende trissede jeg lidt rundt og faldt overrasket over Meik Wiking, der talte om hans nyeste bog, 'Den lille bog om LYKKE'. Overraskelsen lå ikke i Meik som sådan, omend han var ganske interessant at lytte til, men nærmere intervieweren, Niko, min bror. De to talte lidt om, hvor store ord "Jeg er lykkelig" egentligt er, i forhold til den engelske vending "I am happy" og derfor også oftest er en svær følelse at opnå. Derudover talte de også om, at det kan være sundt at begrænse sine valg - både på grund af forventningens glæde og for at gøre situationer mere overskuelige.
Det var lidt spøjst, at falde over interviewet og mindst lige så spændende, at lytte til samtalen mellem de 2. 



Da Frederik Backman desværre måtte melde afbud, blev Anne Mette Hancock det sidste punkt på fredagens program. Jeg kom lidt for sent, så jeg nåede desværre kun at få slutningen med. Anne Mette og Abdel var dog et spændende match og jeg nåede da at få med, at hun har deadline på næste manuskript d. 1. januar, at 2. bog forventes at udkomme omkring juni næste år og at hun har skrevet kontrakt på hele 5 bøger i serien. Det var så fedt at høre og jeg glæder mig til mange flere bøger af hende.


Derefter gik jeg rundt og kiggede lidt rundt på standende, inden jeg takkede af for en fantastisk fredag og bevægede mig tilbage mod vandrehjemmet, en dyne og noget tiltrængt ro til et overfyldt hoved. 

4 kommentarer:

  1. Lyder som en masse spændende foredrag og snakke :-)

    - A

    SvarSlet
  2. Det lyder til du havde en rigtig god fredag på messen :D
    Jeg kan se vi oplevede et par af de samme punkter og nej hvor sjovt, at det netop var din bror, der interviewede Meik!

    SvarSlet
    Svar
    1. Der var også mange gode ting! :D
      Og ja, ikke? Jeg blev også godt overrasket. :P

      Slet