fredag den 5. maj 2017

'Ti små åndedrag' - K. A. Tucker

"De blå gulve, de rustne gamle maskiner, væggene, alt omkring mig forsvinder, imens hans blik skræller mit beskyttende lag af kælling bort, simpelthen river det af min krop i ét hug og efterlader mig nøgen og sårbar på få sekunder."



Titel: Ti små åndedrag. Forfatter: K.A. Tucker. Udgivelsesår: 2017 (originalt: 2012). Sidetal: 366. Forlag: Lovebooks. 

Dette er en gave fra forlaget LOVEBOOKS.

Tyveårige Kaceys liv ligger i ruiner, efter at hendes forældre, kæreste og bedste ven for fire år siden blev dræbt i et biluheld, og den dag i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey og hendes femtenårige lillesøster Livie fra Grand Rapids, Michigan til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper de for at få tingene til at hænge sammen, men Kacey er ikke bekymret. Hun kan klare hvad som helst – alt andet end deres mystiske nabo i nummer 1D.

Trent Emerson har funklende blå øjne og dybe smilehuller, og han balancerer på den hårfine, uimodståelige grænse mellem nice guy og bad boy. På grund af sin tragiske fortid er Kacey opsat på at holde alle folk på afstand, men deres fælles tiltrækning er ikke til at komme udenom, og Trent er desperat for at finde en vej til Kaceys forskansede hjerte – selv hvis det indebærer, at han vil blive nødt til at afsløre en forfærdelig hemmelighed, som kan true med at ødelægge begge deres liv.


Da jeg læste denne bog, følte jeg mig lidt som et rådyr midt på vejen, hvor jeg kan se, høre og fornemme bilen nærme sig i høj hastighed, men komplet frosset fast på stedet: dømt til at være en del af det smertehelvede, situationen uundgåeligt vil byde på.

Det er måske en grov sammenligning, men jeg så vitterligt det hele komme. Plot-twistet overraskede mig langt fra - jeg havde endda talt med nogle kollegaer om det, inden jeg var nået til det punkt i bogen, men alligevel var det absolut umuligt for mig, at lægge bogen fra mig, da jeg først fik den nødvendige tid til den. Alligevel blev jeg ramt af en stor bølge af sorg, afmagt og hjertesmerte (jeg ved, at det rimer på den cheesy måde, men jeg lider af mangel på bedre ord lige nu). Fanget i lyset af forlygterne, men ude af stand til at gøre andet, end at blive ramt lige i bøtten.

"Før var jeg måske mere ligesom hende. Men ikke nu. Hvor jeg er en truende tordensky, er hun solstrålerne, der bryder igennem."

Karakterne i bogen var virkelig skønne og jeg nød at følge deres forskellige historier. Det er sjældent, at jeg ender med at holde af størstedelen af personerne i bogen, men der var virkelig ikke meget at pege fingre af dér og jeg elskede hvordan karaktererne var dem selv og bogen var så hudløst ærlig.

'Ti små åndedrag' var som sådan ikke en banebrydende bog for mig og som tidligere nævnt, så overraskede den mig ikke rigtigt. 
K.A. Tucker formåede dog at fange mig fuldstændig i den historie, som hun gerne ville fortælle og hun tvang mig til at se realiteterne i øjnene, at mærke smerten og at føle både kærligheden og tabene i historien. Hun lod mig på ingen måde slippe og hun tog en lille del af mig med sig, da hun afsluttede bogen. 
'Ti små åndedrag' er ikke banebrydende eller overraskende, nej, men den er alligevel noget fandens særligt og både bogen, dens karakterer og selvfølgelig forfatteren, giver alt hvad der er at give og så mere til 

"Jeg føler mig tryg sammen med ham. Og det skræmmer mig ad helvede til."

2 kommentarer:

  1. Det lyder barsk og ret fedt den måde, du beskriver det på :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er den også! Mange tak! :-)

      Slet