tirsdag den 9. maj 2017

Gæsteblogger #7 - Katja L. Berger


Howdy! 

Mit navn er Katja, og jeg debuterede i september 2016 med fantasyromanen De 7 synder, som tog læseren med til oldgamle verdner med magi og onde kræfter. D. 14. september 2017 følger jeg den første succes op med den næste. ”Sjælehenteren” bliver første bind i en ny trilogi, der tager læseren med til en urban fantasyverden, baseret på religiøse myter og livet efter Døden.

Til daglig er jeg selvstændig forfatter på fuldtid, samt tekstforfatter og redaktør. Jeg skriver primært webtekster for andre, samt udfører redaktørarbejde inden for fantasy, science-fiction og ungdomsbøger.

For sjov skyld, har jeg valgt at mit kreative indslag her hos Malene, bliver en ganske kort novelle, tilknyttet universet i ”Sjælehenteren”. Det er ikke en tekst der er nødvendig at læse for at forstå bogen eller omvendt, men jeg syntes det kunne være sjovt at mixe det ind i indlægget her.

Sociale medier: Instagram - Twitter - Facebook - hjemmeside - Pinterest


Dette gæsteblogger-tiltag, går ud på at gæstebloggeren modtager 3 ord (udvalgt med random-word-generator) og så skal skabe noget kreativt ud fra dem. Læs nærmere på det originale indlæg her og skriv endelig, hvis du har spørgsmål.

Katja fik ordene:
· hjernevaskelse - kanin - helvedesild ·



”DU TAGER KRAFTEDDEME DA PIS PÅ MIG!” Støvet står omkring mine ankler, da jeg hidsigt sparker ud i luften, og kyler den døde krop gennem lokalet. Det volder mig end ikke besvær at kyle kadaveret gennem luften. Det kunne lige så godt have været en flået kanin. Den blodige masse ligner måske endda lidt.

”Jeg tror nu, han var helt alvorlig,” siger Morgan og puffer brillerne lidt længere op. Han er stæreblind uden dem. Glem alt om muldvarpe, Morgans briller har en styrke, der ikke længere kan måles af menneskelige instrumenter.

”Luk ædespalten, Morgan!”

Han trækker på skuldrene. Det fantastiske ved Morgan, er at han ved hvornår han skal holde sin kæft. Det værdsætter jeg. Ikke at jeg fortæller ham det. Jeg synes om det, i al stilhed.

Jeg kører frustreret en hånd gennem håret. De skide væsner har fandeme været igennem mere hjernevaskelse end Hitlers følgere. Ikke at jeg har kendt nogle af dem, Hitler kom først til langt efter min tid. Men jeg fulgte med på afstand, og så hvad galningen fik udrettet. Det var ikke så lidt. Utroligt at det tog menneskeheden flere år at få sat en stopper for tosse-optoget.

Jeg hører den, før jeg ser den. Den klikkende lyd af de tynde kløer mod betonen. Den hæse hvæsen og sultne knurren, helt nede fra maven. Neonlysene der blinker dovent i lagerhallen, og giver Dødlingens stride pels og den skællede hale et sygeligt grønt skær. Det skarpe lys reflekterer i de små hugtænder.

”Kan vi smutte nu?” Morgan træder lidt tættere på mig, og tripper nervøst.

”Slap af. Den gør ikke noget.”

Ved den døde krop er Dødlingen allerede godt i gang med at mæske sig. Modsat Morgan, er jeg ikke synderlig påvirket. Jeg har vænnet mig til dem. Man kan vel ikke blive ved med at skide grønne grise over satanerne, efter mere end 100 år i branchen.

”Det ved jeg godt,” forsvarer Morgan sig. ”Men kunne de da ikke bare blive dernede? De har det da fint i deres Helvedesild.”

”De lever ikke i Helvedesilden. De lever i ydermarkerne.”

”Ja ja,” mukker han. ”Men kan vi gå?”

Jeg nikker. ”Jep. Lad os smutte. Her er alligevel ikke mere at komme efter.”

Bag os er den døde allerede ved at gå i fordærv. Dødlingen har suget alt til sig, den kan. Jeg sukker og spekulere på om den gamle mon opdager mit foretagende denne gang. Sikkert ikke. Hans interesse ligger ikke hos dæmonerne, og godt det samme, for jeg bliver nødt til at fortsætte. Hvis rygtet taler sandt, og hun faktisk er vendt tilbage … Så tør jeg ikke tænke på følgerne. Hvis hun virkelig er vendt tilbage, mere hævngerrig end nogensinde, så er der kun én ting at gøre: Kæmpe. Indtil da fortsætter jeg jagten. Jagten på svar. Jagten på Ravnen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar