tirsdag den 25. april 2017

'Stalker' - Michella Rasmussen

"En energi summer i mine fingre, og jeg hiver papir og blyant frem. Jeg er nødt til at gøre noget. Julie skal vide at jeg er her. 
At én forstår hende."



Titel: Stalker. Forfatter: Michella Rasmussen. Udgivelsesår: 2016. Sidetal: 214. Forlag: Tellerup.

Jeg ved ikke hvem han er.
Eller hvorfor han har valgt mig.
Men når jeg hører gulvet knirke
eller fodtrin følge efter mig, fryser mit blod,
og jeg glemmer at trække vejret.
Jeg lukker øjnene og håber det er indbildning.
Men jeg ved han altid er i nærheden.

Midt i 2.g får Julie et romantisk brev fra en hemmelig beundrer. Pigerne i klassen bliver ellevilde og lægger straks planer for at føre dem sammen. Men brevene tager en uhyggelig drejning, og det går hurtigt op for Julie at beundreren ikke bare er betaget, han er besat. Og han skyr ingen midler for at komme tæt på hende...
 


De fleste af os kender til impulskøb og sådan et var 'Stalker' faktisk lidt for mig. Jeg havde ingen planer om at købe bøger den dag, men så stod jeg og bladrede lidt i den i butikken og jeg fandt hurtigt ud af, at det faktisk var lidt svært at lægge den fra mig igen og svups, så havde jeg købt den.
Derfra gik det hurtigt; jeg læste i den i pauserne, jeg tænkte over den mens jeg betjente kunder og så snart jeg fik fri, læste jeg den færdig. 

Bogen er skrevet i et let sprog og den er også hurtigt læst, men Michella har sine læsere fanget i et bjørnegreb og det går lige i hjernen på én.
Faktisk havde jeg flere dage i streg mareridt om, at jeg blev stalket og hver nat ændrede stalkeren sig til forskellige af mine nærmeste. Se så ved man, at en forfatter kan noget særligt og godt (og skræmmende ...).

Det interessante (og uhyggelige) ved bogen er, at vi både ser historien fra Julies og stalkerens synspunkt, hvilket vil sige, at vi ser hvor voldsomt det hele påvirker Julie, samtidig med at vi ser stalkeren forelske sig endnu mere og være stolt af sine 'heltegerninger'.
Det var helt vildt spændende, at se hvor forskelligt de så på tingene og hvordan de forstod hver situation på to så vidt forskellige måder. Dét stalkeren fandt romantisk, skræmte Julie. Dét der forargede Julie, troede stalkeren var en stor hjælp.
På en eller anden måde, knyttede jeg som læser, bånd til begge parter - Julie, fordi hun, foruden sin i forvejen lidt svære hverdag, går igennem et uhyggeligt helvede og stalkeren, fordi vi bliver introduceret for dét, der får denne til at tage skridtet derud, hvor der ingen vej tilbage er.


"En skikkelse løber og bliver opslugt af mørket. Den smule lys der glider ind fra stuen får mit værelse til at spejle sig i ruden og gør det sværere for mig at se ham."

Jeg kunne godt have tænkt mig, at bogen var lidt længere og at især anden del af bogen var lidt mere dybdegående. I starten er det virkelig detaljeret og vi får hele optakten med, men pludselig er der utroligt meget fart på og der er visse scener, jeg godt kunne have tænkt mig, havde fået mere opmærksomhed.
Det ændrer dog ikke på, hvor fanget jeg var af historien og hvor absurd interessant jeg fandt den. Alt i alt var 'Stalker' altså lettere uhyggelig, men uden tvivl et godt impulskøb!

2 kommentarer:

  1. Jeg er helt enig - men det er du nok ikke overrasket over :D
    Rigtig fin bog.


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahaha, det er jeg ikke nej, men dejligt, at vi er enige! :D

      Slet