"Verden er våd og lys, himlen er tung af væde, sagde en af morikanernes gamle digtere.
Hjertet er tungt af lykke, lykkelig nær ved at græde."
Titel: Solbiens brod (Krøniken om Morika #2). Forfatter: Sidsel Sander Mittet. Udgivelsesår: 2017. Sidetal: 470. Forlag: Forlaget Facet.
Dette er en gave fra Forlaget Facet.
Midt i den tiltagende konflikt står morikaneren Itua og hilaen Aaton. De har begge forrådt deres slægt og er blevet udelukket fra magtens inderkreds. Samtidig er deres affære blevet afsløret, og de befinder sig nu, hver for sig, i en fremmed by, hvor ingen af dem er velkomne.
Spørgsmålet er, om de skal vende deres folk ryggen og søge en fælles fremtid langt fra den strid, der er under opsejling, eller om der er kampe, som er vigtigere end dem selv?
Åh, denne bog ... Denne bog tog mig med på en følelsesmæssig rutsjebanetur og jeg blev selvfølgelig ramt af både stolthed og kærlighed, men også af følelser som frygt og afsky.
Jeg fandt starten af bogen en smule langsom, men det vejer resten af bogens action og drama uden tvivl op for og jeg kunne godt være tilbøjelig til at tro, at Mittet har bygget den stille start op, for at lade læseren falde til i historien, før vi bliver blæst bagover.
I 'Solbiens brod' kommer vi for alvor tæt på krigen og noget jeg især godt kan lide ved Mittet er, at hun har forklaret begge sider af sagen så godt. Læseren er ikke på noget tid i tvivl om hvad der foregår og selv om at det kan være en smule skræmmende ved visse emner, så er det også afsindigt spændende.
Noget jeg især bed mærke i er dét, at der sagtens kan befinde sig gode sjæle på begge sider af striden; de kæmper jo bare for den sandhed de kender til og nogle gange bliver de fanget i krydsilden ...
Mittet skal også have ros for, er at hun netop ikke er bange for at tage fat i de grusomme og skræmmende situationer.
Jeg vil være ærlig; nogle steder i denne bog var det lidt for grusomt for mig og jeg måtte træde væk fra bogen for en stund, før jeg kunne vende tilbage til den igen, men det var også dét der gjorde historien så meget stærkere og interessant. Den tager fat i de ting, vi ved eksisterer, men som vi helst ikke vil tænke på.
"Drengen kunne ikke have været mere end otte somre, og hans døde øjne sugede mig ind i deres tomhed. Ubevist rakte jeg ud for at lukke dem. Det handlede ikke om den dødes værdighed, men udelukkende om mig selv. Jeg ville blive sindssyg, hvis jeg skulle stirre ind i det livløse blik ét hjerteslag mere."
Jeg blev virkelig blæst positivt bagover over den karakterudvikling der sker i 'Solbiens brod'! Især vores hovedpersoner, Itua og Aaton, bliver virkelig sat på prøve og jeg nød at se deres roller vokse både sammen, men også hver for sig.
Itua træder for alvor i karakter og finder stille og roligt ud af, hvem hun gerne vil være. Jeg var oprigtig stolt af hende og hendes udvikling i bogen og jeg kan slet ikke komme over, hvor langt hun er nået og hvor meget røv hun sparker nu!
Aaton voksede virkelig også med sin opgave og selv om jeg havde det lidt sværere med hans rolle i denne bog, så var det som om, at han endelig accepterede sin skæbne og omfavnede sine evner på enestående vis.
Åha, jeg kan lige så godt indrømme det; jeg er som en afhængig og Mittets bøger om Morika er mit fix. Jeg tror vitterligt ikke, at jeg kan forklare det bedre end det. Jeg falder dybere og dybere for hendes univers og jeg nyder at se det hele folde sig ud og blive til et fantastisk eventyr efter det andet, og jeg glæder mig virkelig til den næste, tredje og sidste bog i 'Krøniken om Morika'.
