søndag den 19. marts 2017

'Haabet' af Mich Vraa

"Kongen blev slavehandler. Fruen i Bredgade nippede til sin te. De fromme danske bedsteborgere lukkede øjnene."



Titel: Haabet. Forfatter: Mich Vraa. Udgivelsesår: 2016. Sidetal: 416. Forlag: Lindhardt og Ringhof.

I det herrens år 1787 udbryder et blodigt oprør på slavefregatten Haabet. De sorte slaver i lastrummet har momentarisk fået overtaget og under dæk er to kvinder i de desperate menneskers vold: kaptajnens og den nygifte skibslæges unge hustruer. Inden slaveoprøret brutalt slås ned, har det ændret en række menneskeskæbner for altid.

"Haabet" er en grum beretning fra en tid da Danmark skabte ny velstand på slavernes arbejde i de vestindiske sukkerplantager. Romanen bringer en af de mørkeste tider i Danmarks historie frem i lyset med en fortælling om kynisk udnyttelse og ufattelig ondskab, men også om kærlighed og overlevelse under umulige vilkår.


"Lykken er ikke nødvendigvis tryghed og frihed."

'Haabet' handler på mange måder om håb, men på mindst lige så mange måder, hvis ikke flere, om manglen på samme. 

Den er stykket sammen af breve og dagbogs/logbogsnotater, så man som læser får de dybeste tanker og inderste følelser fra de forskellige fortællere med og på den måde kommer læseren helt tæt på den grusomme, dog fandens gode og vigtige historie.

Den er absurd barsk og jeg ville sådan ønske, at det ikke var en historie, der er inspireret af virkelige hændelser og jeg kan få helt mavepine over at tænke på, at disse realiteter ikke ligger længere ud i fortiden, end de rent faktisk gør.

"Og jeg ser mig i spejlet her og ser en hvid mand. Og jeg væmmes."

Normalt når jeg læser bøger, som jeg finder gode eller interessante, læser jeg dem så hurtigt som muligt. Med 'Haabet' var det dog anderledes og det har faktisk taget mig næsten en måned(!) at få den læst færdig. Flere gange har jeg måttet lukke bogen sammen og finde de mest kærlige og sjove romancer frem, bare for at få lidt lys ind i kroppen igen. 

Det betyder absolut ikke, at jeg ikke var fanget af Vraas ord. At jeg ikke fik både tårer i øjnene, kuldegysninger og til tider endda også kvalme, af de barske realiteter, som bogen fremviser. 
Men netop denne grumme, realistiske og barske sandhed, gjorde mig også ufattelig tung om hjertet. 


Det er en virkelig spændende bog, der absolut sætter en masse ting i perspektiv. Den viser hvor hurtigt et godt menneske, kan blive til et monster og hvad desperation og frygt for det ukendte, kan gøre ved os.
Jeg er imponeret over Vraa. Over at det var ham muligt, at få skrevet alle disse ord ned og jeg har en dyb respekt for at han har gjort det.


Som Vraa selv skriver i efterskriftet: "Haabet er fiktion. Men jeg mener ikke der sker noget i romanen som ikke kunne være sket i virkeligheden i årene omkring 1800." Og det er en skræmmende tanke, men samtidig fremhæver det også, hvor vigtigt det er at huske på, at vi alle er mennesker, uanset hvor vi stammer fra.

"Slaverne er døde; deres massaer er døde. Vi har forskellig hudfarve, men vi er bare mennesker."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar