tirsdag den 21. marts 2017

Gæsteblogger #6 - Nanna Lundgaard Arbøl

Fotograf: Cecilie Sund Kristensen

Mit navn er Nanna, jeg er 27 år gammel, digter og bosat i København.
Jeg ynder at drikke rødvin, gå i teatret og drikke kaffe. Tre ting, der rent økonomisk ikke altid stemmer overens med det studineliv, jeg fører. Men der kommer til gengæld en masse inspiration ud af det, og det skal man jo ikke kimse af.
Jeg læser til tegnsprogstolk og har derfor erfaret, at det er vigtigt, at have styr på mimik såvel som gestikulation. To ting, der også gør sig gældende i forhold til at gebærde sig rundt omkring i det offentlige rum - også når man (som mig) elsker at drikke rødvin og kaffe i omtalte rum, og måske endda i teatersammenhæng.

Det kan derfor ofte føles som en kaotisk dag på legeplads, for studinen, sådan at holde styr på følelser, proforma og (økonomisk) fornuft, men det er ikke helt umuligt. Det kræver bare en eller anden form for selvdisciplin, selvindsigt og sælsomhed. Og flere fredagsvibes på mandage. Heldigvis er jeg ikke blevet for gammel til at drømme.

Sociale medier: Instagram - Facebook


Dette gæsteblogger-tiltag, går ud på at gæstebloggeren modtager 3 ord (udvalgt med random-word-generator) og så skal skabe noget kreativt ud fra dem. Læs nærmere på det originale indlæg her og skriv endelig, hvis du har spørgsmål.

Nanna fik ordene:
· Snigende - analysere - forbundet ·



Fotograf: Cecilie Sund Kristensen

Mit hoved er en legeplads

Af: Nanna Lundgaard Arbøl, februar 2017

Mit hoved er en legeplads, hvor tankerne er børnene, der boltrer sig i den friske luft, i al slags vejr, med venner og fjender. Mit hoved er et virvar af sæsonprægede besøg, juicebrikker, amagermadder og papkrus med dampende to-go-kaffe. Sandkasserne er mit kvivksandshul. Dér, hvor mine tanker står i stampe. Dér, hvor der ligger begravede skatte og knuste organer. Og jeg kan ikke altid finde ud… af, om jeg kan lide fornemmelsen af disse opløsninger eller ej. Sommetider vil jeg allerhelst befinde mig på rutsjebanen. Dér, hvor mine følelser leger. Dér, hvor der er risiko for at få småsten op under blusen, når man rutsjer på maven. Dér, hvor tiden forsvinder og farten bliver altafgørende for min opfattelse af dét nu, jeg var rædselsslagen for lige før.

Men der findes også dage, hvor jeg ikke vil rutsje. Dage, hvor jeg er møghamrende bange for at dø, før jeg overhovedet får levet. Sådan rigtigt. Sådan virkelig levet. På den der måde, hvorpå man virkelig føler, at nu - nu - har jeg levet, nu har jeg oplevet noget, der er værd at skrive hjem om. De dage opholder jeg mig allermest på vippen. Vippen er mine humørsvingninger. De ligger i revnerne i træet, i metalhåndtagets kulde. De er over det hele; splinterne i mine fingre, i mine nøgne baglår. Men jeg kan ikke lade være med at ville vippe. Jeg bliver nødt til at vippe. Lige indtil, jeg har brug for at være vægtløs igen. Det hænder. Ofte. Den vægtløse hungren kommer snigende, som forårsregnen over picnictæpperne. Som den kolde fornemmelse, våde sokker efterlader i gummistøvler. Og så kommer jeg i tanke om det. Jeg vil for alt i verden hellere flyve. Over sand, over tage, over alt dét, jeg ikke kan overkomme lige nu.

Gyngerne er mine spontane følelsesudbrud, dem jeg aldrig rigtigt kan kontrollere. Og skulle det ske, at de gynger i takt, så er det en verdenssensation. Noget, der burde honoreres. Eller i hvert fald bare anerkendes. De dage, indgraverer jeg selv stjerner i barken på legepladsens birketræ. En afmærkning, der skal minde mig om styrke og knoglemarv, når jeg føler, at alt smuldrer. Og det hænder altså også. Så gynger jeg bare lidt højere. Gyngestativet er mit skellet; dét, der holder mig oppe og fastholder mig, selvom jeg på nært hold er gået fra hinanden og har mistet forstanden, et sted mellem legehus og hinkeruder. Især når jeg har kravlet på klatrevæggens sten. De sten, der udgør alle mine forliste forhold og sommerflirts, mine engangsknald og Tinder-dates, som jeg bruger som afsæt for at komme videre og endnu højere op. Imens mine drømme, gemmer sig i buskadset ovre i hjørnet, længst væk fra den asfalterede boldbane, der er hudafskrabningerne på mine knæ. Der ligger de, drømmene, og venter på at gå i opfyldelse. Som erantisser venter på solskin og mælkebøtter på regn. Søndagslegedates er ikke altid ukomplicerede.

Jeg er 117 steder på samme tid, imens jeg slet ikke bevæger mig. Jeg hænger med hovedet nedad, henover metalstativet, der mest af alt minder mig om Tivoliture og brækreflekser. Der hænger jeg og gemmer mig bag mit løse hår, bag mit private forhæng, imens børnene boltrer sig omkring, inden i, over og under mig. Som var jeg et offentligt område, et solstrejf i en vandpyt på en februardag. Som var vi alle sammen forbundne og nødvendige. En del af noget større, der holder hjulene i gang og kunstnerne på spidsen. Som var vi levende beviser på momentær udødelighed. Men jeg kan også blot analysere for meget. Jeg kan også se for meget og føle for meget. Jeg kan også bare tænke for meget i metaforer og nostalgiske stemninger. Mit hoved kan ligeså godt være en losseplads, et krejlermarked eller en SuperBrugs. Det er det måske i morgen. Men i dag vælger jeg at lege. I hvert fald lidt endnu.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar