fredag den 10. marts 2017

Forfatter fredag #4 - Camilla Wandahl

Fotograf: Agnete Schlichtkrull

EN FORFATTERS VINKEL
- Gæsteindlæg af Camilla Wandahl

Der er rigtig mange, der er nysgerrige efter, hvordan en forfatters arbejdsprocesser og hverdag ser ud. Det er faktisk noget af det, jeg bliver spurgt aller-mest ind til, når jeg holder foredrag. Og det er dét, dette indlæg handler om :) 

Hvordan ser en forfatters hverdag ud? 
Der er selvfølgelig lige så mange forskellige forfatter-hverdage, som der er forfattere. Og det har rigtig stor betydning for ens hverdag, om man er fuldtids- eller deltids-forfatter. Selv er jeg fuldtids-forfatter og har været det siden 2011, hvor jeg afsluttede læreruddannelsen. 
Min arbejdsdag varierer lidt - sommetider arbejder jeg rigtig meget, hvis jeg har en deadline, og sommetider arbejder jeg mindre, hvis jeg fx har barn syg eller holder (selvfølgelig selvbetalt!) ferie. Men grundlæggende arbejder jeg, mens min søn er i vuggestue - og en gang i mellem i weekender og om aftenen, fx hvis jeg skal holde foredrag.
Det er vigtigt for mig at understrege, at selvom jeg fx typisk arbejder fra 9-15, så sidder jeg ikke foran computeren og skriver i alle de timer. Jeg bruger også en del tid på at samle inspiration - researche, snakke plots med andre forfattere, gå ture (jeg får virkelig meget inspiration, når jeg går!) og lignende. Men det er klart, at kernen i min arbejdsdag er den tid, jeg bruger på at sidde foran computeren og skrive og redigere på en bog eller novelle - og sekundært på markedsføring (som nok er et helt kapitel for sig selv, men det bruger jeg også ret meget tid på). 
Mine yndlings-arbejdsdage er, når jeg mødes med en anden forfatter privat eller på en café, og så arbejder vi på hver vores bog/novelle. De dage får jeg skrevet rigtig meget, for det at lytte til en andens tastatur er virkelig motiverende :) 

Fotograf: Kirsten Frandsen

Hvorfor er det præcis forfatterskabet, der kalder på dig?
Jeg har altid fortalt historier. Min mor siger, at da jeg var barn, fortalte jeg om “hver en sten på min vej” og med bøgerne har jeg nok bare fundet en måde at få folk til at gide at lytte til alt det jeg siger;) Det er derfor fx min tøse-serie “Alt om at være pige” er så plaprende - Ida fortæller alle de tanker, som jeg selv gjorde mig, da jeg var 11-14 år, og det er også derfor den serie kunne fortsætte i det uendelige, hvis det stod til mig :) 
Dog er der også mange andre aspekter ved forfatterskabet, jeg er glad for - det er sjovt, at opbygge universer, skabe karakterer, skrive om følelser (ikke mindst kærlighed!) og at kunne bestemme sin egen hverdag og sit eget næste projekt. Jeg er ret sikker på, at hvis jeg ikke skrev bøger, så ville jeg prøve at blive dygtig nok til at skrive film eller male kunst, til at kunne leve af det. Jeg kan slet ikke forestille mig en hverdag, der ikke er kreativ! 

Fotograf: Rikke Andersen

Hvad er dit bedste skrivetip til andre, der drømmer om at skrive en bog?
SRKIV MEGET! SKRIV PÅ TID! SKRIV OM!
Jeg kan ikke sige det ofte nok - en bog, der ikke er skrevet, er ikke en bog - det er bare en idé. I samme øjeblik man seriøst har taget sig sammen til at skrive sin bog fra side 1 til 100 (eller 1000, hvis den er lang ;)), har man skrevet en bog. Det kan godt være, at den (endnu) ikke er god nok til at blive udgivet (selv fik jeg masser af afslag, før min første bog blev antaget, og jeg skrev også dén bog om 5 gange), men dét at have skrevet første udkast færdigt gør, at du kan få respons på bogen. 
Derfor handler det faktisk om at få en masse ord ned på papiret i første omgang - du kan ALTID redigere senere. Og at få en masse ord ned på papiret, kan du bruge hurtigskrivning til. Så skriv på tid! Sæt dit ur på 10 eller 20 minutter, og skriv derudad. Det har jeg skrevet en artikel om, du kan læse gratis her og jeg har også skrevet en artikel om at undgå skriveblokeringer ved hjælp af hurtigskrivning, som du kan læse her.
Når så din bog er færdigt, kommer du nok ikke uden om at redigere og omskrive den, men det er vist en helt anden historie. Selv skriver jeg mine bøger både om og forfra rigtig ofte, og det er bestemt helt almindeligt, at forfattere skriver om!

Jeg håber, at du kunne bruge mine råd og tanker omkring det at være forfatter. Ellers er du velkommen til at skrive en kommentar eller et spørgsmål til mig på min hjemmeside, blog, Instagram eller Facebook.

2 kommentarer: