onsdag den 15. marts 2017

'Dømt ude' (Off-Campus #3) af Elle Kennedy

"Jeg havde en dårlig dag, og du var den første, jeg ringede til.
Det er simpelthen for vanvittigt at sige højt. Men jeg kender mig selv. Jeg kan mærke, at jeg er ved at falde i kæreste-bjørnefælden, og den er jeg simpelthen nødt til at træde ud af, inden den klapper sammen om mit stakkels, hjælpeløse hjerte."



Titel: Dømt ude (Off-Campus #3). Forfatter: Elle Kennedy. Udgivelsesår: 2016. Sidetal: 357. Forlag: Flamingo.

Allie Hayes har en krise. Dimissionen lurer lige om hjørnet og hun aner ikke, hvad hun skal stille op med sig selv efter college. Det bliver ikke bedre af, at hun netop er kommet ud af et længevarende forhold og stadig slikker sårene efter bruddet. Selvom hed rebound-sex helt sikkert ikke er svaret på hendes problemer, er den lækre ishockeyspiller Dean Di-Laurentis umulig at modstå. Men selv om hendes fremtid er uvis, er hun dog overbevist om, at Kongen af Engangsknald ikke figurerer i den. 

Dean er vant til at få det, han vil. Piger, gode karakterer, piger, anerkendelse, piger … Han er damernes mand og han har endnu ikke mødt en kvinde, der er immun overfor hans charme. Men så møder han Allie. På bare en enkelt nat vender den bramfrie blondine op og ned på hans verden – og nu vil hun bare være venner? Men slaget er ikke tabt endnu og Dean skruer helt op for charmeoffensiven. Men da hans liv tager en uventet drejning, indser han, at det måske er på tide at holde op med udelukkende at fokusere på scoringen … og i stedet sætte alt ind på kærligheden. 


Elle Kennedy er simpelthen en gudinde, når det kommer til at skrive sjove, søde, hede og følelsesmæssige bøger og 'Dømt ude' var ingen undtagelse! 

Vores ene hovedperson, Allie, er simpelthen så skøn. Hun er en god portion selvstændig, men kan stadig godt erkende, når hun har brug for andre (læs: Dean), hun er emotionel, men samtidig også i stand til at være virkelig sassy, når hun føler for det og så er hun ikke bange for at være en kvinde med behov.
Vores kære Dean havde jeg det dog lidt sværere med, fordi han i starten var denne lidt stereotype og klichéagtige fyr, der er lidt løs på tråden og det fik mig virkelig til at cringe i starten.
Dean viser sig dog hurtigt at være denne store stærke machomand - lidt Me, Tarzan - You, Jane agtigt, på den helt vildt lækre måde og det opvejede lidt for hans tidligere opførsel.

""Jeg sagde jo, min far sørgede for, at jeg gik til selvforsvar.""Nå, men respekt til din far for at sørge for, at du kan passe på dig selv. Efterfulgt af et fuck dig til din far for at gøre dig til et dødbringende våben.""

Måden deres forhold udviklede sig på var helt ekstremt smuk. Deans uendelige (og igen: hotte!) beskyttertrang overfor Allie og Allies tillidsudvikling var simpelthen så kær og gjorde virkelig historien til endnu en god læseoplevelse og deres kærlighed til denne fine og skrøbelige sag, som man ikke kan undgå at holde af.

Kennedys skriverier er seriøst vidunderligt vanedannende og jeg sluger hendes ord et efter et og bøgerne ligeså.
Bøgerne om hockey-drengene og hvordan de en efter en finder kærligheden er simpelthen så gode og jeg glæder mig til at læse den næste udgivelse, 'Kamp til stregen', der udkommer idag!


2 kommentarer:

  1. Kennedy er så meget vanedannende! Jeg synes også slutning var så vild, fordi hendes andre romaner har haft en ret lukket slutning. Glæd dig til Kamp til stregen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er hun virkelig!
      Du kan tro, at jeg glæder mig! Den ligger nede i butikken og venter på mig! <3

      Slet