lørdag den 31. december 2016

Nytårsrefleksioner: 2016

366 dage, 78 bøger og 24.788 sider.

2016 har været begivenhedsrigt, for at sige det mildt. Jeg startede året som sygemeldt, fordi Stress og Depression var to monstre, jeg pludselig delte liv og krop med og det var mere end jeg kunne klare. Sygemelding, sygemøder, lægesamtaler og endeløse snakke med jobcenter og a-kasse. Raskmelding, jobansøgninger, afslag, vikarjobs hist og her og så endelig: praktik i Arnold Busck, sommerferietimer, kontrakt til slut december, glæde og så en ny kontrakt til at holde juleferie med. 

Jeg har været til et fantastisk bogbloggertræf og et endnu federe Bogforum. Jeg har været til forfatterarrangement med selveste Julie Kagawa, været med til to hyggelige readathons, drukket drinks med freaking Audrey Carlan, spist croissanter foran Patrick Ness og Meredith Russo (det så helt klart charmerende ud), været til en masse skønne interviews og har betalæst nogle fantastiske bøger, for nogle fantastiske mennesker. 


Jeg nåede ikke mit Goodreadsmål på 100 bøger, som vist egentligt var mit eneste boglige mål for 2016, men det rører mig nu ikke så voldsomt.
Til gengæld har jeg nemlig udvidet min samling med endnu flere fantastiske bøger, som kun venter på, at jeg får dem læst og jeg nyder, at jeg har så mange skønne læseoplevelser i vente. 


2016 var også fyldt med gode og smukke læseoplevelser, hvor nogle af mine klare favoritter var: 
'It Ends with Us' af Colleen Hoover, der rørte mig dybt og jeg har stadig svært ved at sætte ord på, hvad bogen præcist gjorde ved mig.
'Før jeg forsvinder' af Paul Kalinithi, der viste mig hvad styrke er og mindede mig om, at jeg skal værdsætte livet.
'Lady Midnight' af Cassandra Clare, der var en fantastisk fantasy læseoplevelse og et bevis på, at Shadowhunter universet i høj grad stadig lever og fungerer.
'Make Good Art' af Neil Gaiman, der inspirerede mig og hvis ord stadig lyder i mit hoved, når jeg har brug for det. 



I 2017 vil jeg læse 75 bøger og jeg har endnu en gang meldt mig til Mount TBR, hvor planen denne gang er at læse 36 af mine ulæste bøger, som stod på reolen før d. 01.01.17 og som altså er knap halvdelen af mit egentlige mål - det burde kunne lade sig gøre. 
Derudover tror jeg, at jeg vil lade bloggen være sig selv og vokse i det tempo den nu gør og så ellers bare fortsætte målet fra sidste år, om at være en gladere udgave af mig selv. 

Jeg vil gerne slutte året af med at sige tak til alle jer, der har været med til at gøre 2016 til et fantastisk år af slagsen. Tak for jeres evige støtte, for en masse skønne oplevelser og en masse skønne samtaler.
Tak fordi I er dem I er, fordi I deler denne fantastiske interesse med mig og for at lytte til mig, selv når jeg ikke siger så meget. Tak og rigtig godt nytår!