fredag den 2. december 2016

'Dinea - Modertræets datter' af Louise Haiberg

"Jorden var plettet af rødt og blåt blod som blandede sig i violette pøle. Floden løb violet og var næsten skjult af lig. Så meget død og lidelse. Det hele sivede ned i jorden og ville for altid mærke den ... og mig som et blodigt minde."



Titel: Dinea - Modertræets datter. Forfatter: Louise Haiberg. Udgivelsesår: 2016. Sidetal: 493. Forlag: Tellerup.

Dette er et anmeldereksemplar fra Tellerup.

Dinea har været syg så længe hun kan huske.
Lægerne opfatter hendes sygdom som et mysterium,
og hun må udstå mange pinsler i deres søgen på at helbrede hende.

Om natten plages hun af det samme mareridt igen og igen ...
et mareridt hvor hun regerer over et fremmed, koldt rige.

Lucien tilhører en race som for længst er blevet forvist til sagn og overtro af menneskeheden.
Da Dinea møder Lucien, bliver hun hvirvlet ind i sine mareridts verden;
et smukt og koldt rige hvor kærlighed er en svaghed.

Lucien har sine helt egne ambitioner, og for at opnå hvad han ønsker, har han brug for Dinea.
Han har ikke tænkt sig at lade nogen form for svaghed stå i
vejen for sine planer ...
og absolut ikke kærlighed.



Jeg er jo, som nogle af jer efterhånden godt er klar over, helt tosset med bøger om feer. Altså ikke de små, nuttede og fine feer - nej feer, som de gamle sagn og myter beskriver dem. 
Det var lige præcis den slags feer Louise Haiberg gav mig i denne bog og jeg var simpelthen solgt! 
Der er ingen tvivl om, at hun har brugt meget tid på research for at skabe den helt rigtige stemning og især dét at hun har brugt gamle navne på de mystiske skabninger (f.eks. Y Tylwyth Teg for feer og plentyn a neidiwyd am arall for skiftninge), gjorde læseoplevelsen så fuldendt og komplet fængende. 

Vi følger Dinea der er en syg menneskepige, som ingen diagnose kan få og som kæmper for at få hendes liv til at hænge sammen og Lucien der er af fefolket og har store ambitioner for sin fremtid og klar til at kæmpe for dette.
Deres skæbner flettes stille sammen og måden de to kom til at stå i kontrast til hinanden var ret spændende og også lidt fascinerende. Ingen af dem er nemlig hvad de tror de selv er, eller den de tror den anden er ...

Noget jeg så godt kan lide ved skiftende POVs (point of views), er at læseren kommer vidt omkring i historien, ser den fra flere vinkler og oplever det hele på flere måder - det er, hvis gjort rigtigt, en absolut fantastisk måde at give læseren flere indsigter på og det lykkedes Haiberg sindssygt godt.

Ud over at følge Dinea og Lucien, var der ind i mellem også kapitler med tilbageblik på verdenen før Dinea og Lucien møder hinanden.
Denne del havde jeg et lille problem med i starten, hvor jeg fandt dem mere forstyrrende og forvirrende, end spændende. De fungerede virkelig godt efter første halvdel af bogen, men til start ødelagde de desværre min koncentration og 'brød' min læsning på en måde, hvilket virkelig var ærgerligt.

Bogen handler en stor del om magt, hvordan man får den, hvad man gør med den og hvordan man kan tillade sig at bruge den - spørgsmål der også er relevante i den normale (og kedelige i forhold til ...) verden. Det er altid interessant at kunne trække den slags parraleller, omend også en smule skræmmende når man kan det samme med krigs scenerne ...

"Kærlighed er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på styrke. Den største følelse der eksisterede."

Det er en virkelig god og spændende bog, med et smukt sprog og en stærk historie og Haiberg har virkelig formået at skrive en bog der skiller sig ud fra mængden.
Bogen som helhed er en ener - jeg har i hvert fald ikke læst lignende - og den kan klart anbefales til alle feglade folk derude, der godt kan klare en lidt blodig og nervepirrende historie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar