mandag den 14. november 2016

Bogforum 2016 - Fredag d. 11.11


"Reading inspires, enlightens, nurtures, refines, educates, informs, transforms, persuades, challenges, engages, entertains, mesmerizes, captivates, gratifies, rewards, quiets and calms.
Granted, it won't get the dishes done, but sacrifices must be made."

Årets BogForum var her i weekenden og jeg var endnu engang afsted med søde Rikke!

Vi var afsted alle tre dage, hvilket virkelig også var nødvendigt for at se og nå alt det vi gerne ville.
Det har været en komplet overvældende og fantastisk weekend, og jeg er simpelthen fyldt til randen af de mange indtryk og utallige fantastiske oplevelser, sådan en weekend byder på. 

Ligesom sidste år vil jeg i den kommende uge udgive indlæg for hver dag på messen og et afsluttende indlæg med de bøger, jeg fik med mig hjem derfra.


Første punkt på fredagens program var et interview med Anette Herzog, der har skrevet bogen 'Hjertestorm/Stormhjerte', og Rasmus Bregnhøi der har lavet illustrationerne til 'Stormhjerte'-delen af bogen.
De blev interviewet af Thomas Thorhauge, der simpelthen er en energisk interviewer, der ved hvordan han skal få publikum med.
Anette snakkede lidt om tankerne bag bogen, om piger og drenges forskellige syn på de samme ting og om hvordan hendes bog blev til.
Rasmus talte lidt om tegneprocessen og om dét at skulle forestille sig at være i en teenagedrengs hoved (noget han egentligt ikke havde så svært ved) og om at skabe den helt rigtige stemning.
Det var simpelthen sådan et fint og skægt interview at starte messen med.


Derefter var der lidt tid til at udforske det nye børneområde, som BogForum havde sørget for og det var simpelthen så fint og gennemført.
Der var gjort masser af plads til stande og områder med aktiviteter for børn, læseområder, en masse børnebøger og selvfølgelig børnescenen. 




Derinde fandt vi også Læs for Livets stand, der simpelthen var så flot og inspirerende.
De havde sørget for søjler, hvor der stod citater omkring bogønsker fra børn og alle folk der kom forbi så kunne skrive en titel, de mente passede til det enkelte ønske.
Derudover var der også en gennemsigtig væg med forskellige spørgsmål, hvor man kunne skrive sit svar på en post-it og hænge op hvor det passede.
For også at fornemme hvad der sker med bøgerne de modtager, havde de sammensat bogstakke og gjort dem synlige på et bord, hvor vi kunne se hvilken vej stakkene ville blive sendt.
Jeg elsker Læs for Livets sag og jeg er så imponeret over al deres arbejde.




Forfatteren til den fantastiske bog 'Hvis jeg var din pige', Meredith Russo, blev interviewet af Ditte Giese hos Lindhardt og Ringhof og hun fortalte om sin bog, der handler om en pige der, lige som Meredith selv, er transkønnet. 
Det var virkelig inspirerende at høre hende tale om hendes oplevelser, få hendes råd til hvordan vi alle, kan blive bedre til at være der for transkønnede og omkring hendes mål for litteraturen. Meredith er nemlig selv vokset op, uden nogen form for litteratur der tog transkønnede seriøst og hvor der var en positiv slutning, så derfor besluttede hun sig for, selv at skabe de bøger.
Hendes mål er at skrive bøger om transkønnede inden for alle genrer, så alle transkønnede kan finde bøger de kan relatere til, inden for den genre de holder af - et mål jeg virkelig respekterer og synes er noget af det smukkeste, jeg længe har hørt.
Bagefter var der tid til signering og jeg var så mundlam, at jeg fik sagt, at mit navn vist måske var Malene og hun fik et godt grin og sagt at hendes navn, vist nok også var Meredith. En fantastisk kvinde og et absolut inspirerende og spændende interview! 




Vi nåede lige at få slutningen af interviewet med Helle Busck med, der fortalte om selvudgivede bøger, fængende forsider og hvad Arnold Busck gjorde, for at give alle forfattere en chance. 
Det var interessant at høre om og der var en del af de ting hun nævnte, blandt anden omkring fængende forsider, jeg kunne nikke genkendende til. Mange forsider og omslag er selvfølgelig smukke, men en bog der f.eks. er knaldrød, er både en der fanger og er let at finde i mængden.



Igen i år havde Arnold Busck sammensat en lækker goodiebag til bloggere og den var fyldt med en pokkers masse chokolade, de fineste postkort og en notesbog fra Message Earth, samt en anden sød notesbog, en staedtlerpen og alt var selvfølgelig i det fineste net.

En af de forfattere jeg havde set allermest frem til at se var selvfølgelig Patrick Ness, der skulle snakke om sin snart biografaktuelle bog 'Monster'. En bog der fik mine tårer til at trille og mit hjerte til at flyde over af følelser. 
Han blev interviewet af Damian Arguimbau og fortalte om hvad hans tanker omkring bogen var og hvordan den var blevet til. Det var oprindeligt Siobhan Dowd, der havde haft en idé til bogen, men da hun døde før hun nåede at skrive den, blev Patrick tilbudt at skrive den. Egentligt takkede han nej til det, men da han først havde læst det Siobhan havde skrevet, begyndte ideerne at strømme til ham og han endte med at takke ja - heldigvis for det, for hans bog er en ener og en fantastisk en af slagsen!
Patrick var simpelthen så jordnær og skæg. Han var rigtig god til at holde liv i interviewet og selv om han blev forstyrret af panfløjtemusik i baggrunden, så holdt han den kørende. Han fik mig flere gange til at grine og et par gange fik jeg også kuldegysninger og tårer i øjnene.



Vi sluttede fredagen af med et arrangement med forfatteren Audrey Carlan, som Lovebooks havde inviteret os til på cocktailbaren Ruby
Der var fine goodiebags til alle fremmødte, med det mest fine og tøsede indhold (som selvfølgelig blev taget i brug allerede i weekenden), og som de mente, at Mia fra Calendar Girl ville have elsket og jeg synes virkelig, at de har ramt spot-on!
Derudover havde Audrey også fine magneter og bogmærker med som små gaver til bloggerne - SÅ sødt! 
Audrey havde sin veninde Emily med og snakken gik hurtigt igang om både hendes bøger, Emilys bøger, lækre mænd og Mias eventyr igennem alle månederne.
Både Audrey og Emily var så nede på jorden og søde, og det føltes hurtigt mere som en hyggeaften med en flok veninder, end det forfatterarrangement det egentligt var. 
Vi grinede og skålede og stemningen var ganske enkelt fantastisk
Stort tak til værterne, Christina og Rikke, for invitationen og selvfølgelig også Audrey og Emily for en virkelig hyggelig aften.



5 kommentarer:

  1. Skønne billeder, Malene! Det var så dejligt, at møde dig rundt omkring på messen! <3

    Og tak for et herligt arrangement i fredags. Du var en fest at have med, og Audrey var fantastisk, synes jeg :')

    SvarSlet
    Svar
    1. Og PS: Jeg hader, at jeg ikke har været forbi Læs for livets stand. Den ser fantastisk ud!

      Slet
    2. I lige måde, søde Rikke! <3

      Det var simpelthen så hyggeligt - hun er SÅDAN en skøn kvinde!

      Øv, men du havde jo også rigeligt at se til i weekenden. :-)

      Slet
  2. Hvor er du god! Sikke et fint indlæg om vores fredag :D <3

    SvarSlet