lørdag den 12. november 2016

'Bjerget bag huset' - Joyce Maynard

"Det eneste, jeg vidste, var, at den verden som engang havde virket så tryg, (...) pludselig var blevet et fremmed og utroligt ensomt sted." 



Titel: Bjerget bag huset. Forfatter: Joyce Maynard. Udgivelsesår: 2016 (originalt: 2013). Sidetal: 336. Forlag: HarperCollins Nordic.

Sommeren 1979 er varm og tør i Marin County, Californien. Flere myrdede piger bliver fundet på det bjerg, hvor Rachel og hendes søster bor, og pigernes far får sagen og skal opklare, hvem ”The sunset strangler” er. Søstrene følger deres fars mislykkede forsøg på at opklare mordene og prøver selv at regne ud, hvem morderen mon er. Da endnu flere piger bliver myrdet lægger Rachel en farlig plan for at fange morderen, men resultatet bliver, at hendes fars karriere bliver ødelagt, og alt ændres for dem, hun elsker.

30 år derefter er Rachel sikker på, at det var den forkerte mand, der i sin tid blev dømt i den grusomme sag. Og hun tager derfor hjem til bjerget og forsøger på ny at opklare, hvem ”The sunset strangler” er, så hendes far kan få oprejsning. Hendes efterforskning afdækker dog en stor og mørk familiehemmelighed.


Jeg havde sådan en underlig oplevelse med denne bog. Halvdelen af tiden var den så spændende og det var umuligt at lægge den fra mig, og den anden halvdel af tiden var det stik modsat - gabende kedeligt og en anelse underligt. 

Størstedelen af bogen ses fra Rachels teenager-øjne. Det handler derfor meget om dét at komme i puberteten, at være anderledes end de andre og at have hormonerne flyvende rundt i kroppen, der gør at man føler ting 10000 gange mere. 
Det handler om at være ung, at tro at man ved alt og at træffe dumme beslutninger (virkelig dumme i Rachels øjne). 
Den handler om at blive komplet svigtet af sine forældre, men også om, at elske dem på trods. 
Og så handler det om en morder ... Ja. 

Morder-delen var helt klart det mest spændende og nervepirrende i bogen, og det var helt klart også dét, der holdt mig fast i læsningen.
Morder-delen fungerede dog vist kun som et slags krydderi til historien, noget der blev brugt til at holde historien i live, mens vi gennemgik teenageproblemer igen og igen og igen.

Det er det, der gør hele oplevelsen lidt underlig - det der var mest spændende, var ikke det der fyldte mest og resten af historien var en stor del gentagelser og et par "Hvad skete der her?"-oplevelser. 

Derudover føltes det som om, at Maynard forsøgte at smide interessante 'bomber' her og dér, for at holde historien igang, mens hun fortalte omkring dét at være teenager og måske fungerede historien for andre, hvilket virkede - jeg læste jo videre og var delvist fanget, men det endte desværre også med at blive en sær og langtrukken læseoplevelse.

""Hun er næsten 13", beroliger jeg ham. "Hun føler alt, smerte, frygt, glæde, fem gange mere intenst, end vi gør. Om et år eller to vil hun ikke længere være så optaget af mørke, spændende og forbudte muligheder."
Det var både en god nyhed og en værre skam.
Hun vokser fra det."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar