torsdag den 19. maj 2016

'Dragerne' (Sagaen om Talon #1) - Julie Kagawa

"Men inden jeg kunne nå at foretage mig noget som helst, blev luften slået ud af mine lunger, da noget stort og rødt hamrede ind i mig og slog mig til jorden. Jeg kunne kun se en tåge af kløer, hugtænder, vinger og blodrøde skæl, og jeg løftede desperat pistolen for at forsvare mig." 



Titel: Dragerne (Sagaen om Talon #1). Forfatter: Julie Kagawa. Udgivelsesår: 2016 (originalt: 2014). Sidetal: 461. Forlag: HarperCollins Nordic.

Dette er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

En drage, skjult i en piges krop. Soldater, der ønsker at udslette hele hendes slægt. Kampen for overlevelse nærmer sig. Ember Hills skæbne afhænger af, om hun kan besejre Skt. Georgs-ordenen, en magtfuld orden af dragejægere. Hun er ikke hvilken som helst pige, for hun bærer nemlig på en livsfarlig hemmelighed. Garret Xavier Sebastian er en af soldaterne, der vil slå hende ihjel. Men alt, hvad han hidtil troede, han vidste om drager, vendes på hovedet, da han møder Ember. 
En krig nærmer sig, og det uundgåelige spørgsmål hænger som et skarpt sværd over deres hoveder: Skal de forene sig i kampen mod ondskaben og kæmpe for deres venskab? Eller skal de følge deres skæbne, som har været forudbestemt siden tidernes morgen, og udslette hinanden? Et magisk eventyr om en piges kamp mod ondskaben.


Jeg var helt væk i Kagawas 'Iron Fey' serie og har længe villet læse hendes bøger om drager - desværre er det en af de bøger, der bare er forsvundet i mængden af alle de andre spændende nye udgivelser, men endelig udkom den på dansk og så var der jo absolut ingen grund til at holde sig tilbage længere, vel?
Jeg må være ærlig og sige, at jeg også var lidt nervøs for hvorvidt den ville minde for meget om Sophie Jordans 'Firelight' serie (plotmæssigt kan de nemlig godt lyde lidt ens), men Kagawa har virkelig skabt noget originalt med sin bog om Ember og Garret! 

"Jeg skulle altid sidde stille, høre efter, suge til mig, holde mund. Men det eneste, jeg ville, var at løbe, råbe, hoppe, springe og flyve. [...] Jeg følte ikke, mit liv var mit eget, og det var ved at drive mig til vanvid." 

På mange måder er 'Dragerne' en perfekt YA-bog, (hvis man ser bort fra drage- og jægerdelen) fyldt med ferie-agtige teenagefølelser, dage ved stranden og hygge ved promenaden med sine nye sommerferie-venner- det var dét, der gjorde bogen til en hyggelig og letlæst fornøjelse. Så fylder vi til gengæld drage- og jægerdelen på igen og pludselig har vi en actionfyldt og nervepirrende, men hyggelig og sommeragtig bog, der simpelthen bare er the best of both worlds! Kagawa har også sørget for, at ingen af delene overtager den anden og således fungerer de to former fantastisk sammen. 

"Hun havde ikke blot lært mig at surfe, skyde zombier og skrige, mens vi kørte ud over kanten i en rutsjebane. Hun havde også lært mig at leve."

Endnu engang forsvandt jeg langt væk i Kagawas skriverier og 'Dragerne' var alt hvad jeg havde håbet på og forventet, og så endda mere til!
En fantastisk, spændende, begivenhedsrig og hyggelig bog, med et stærkt persongalleri og virkelig fedt plot! 
Jeg ser SÅ meget frem til at læse den næste bog i serien, for læseren bliver efterladt et virkelig nervepirrende sted - yes, cliffhanger-alert, men på den fede måde! 

2 kommentarer:

  1. Hvor lyder den bare dejlig :D Den skal helt klart læses her til sommer! :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ikke? Og samtidig også så vildt spændende og actionfyldt! :D

      Slet