onsdag den 6. april 2016

'Pigen og Mørkningen' (Grisha #1) - Leigh Bardugo

"Jeg var så rasende, at jeg havde lyst til at slå ham. Og jeg havde muligvis også gjort det, hvis ikke jeg havde set ham kløve en mand midtover."



Titel: 'Pigen og Mørkningen' (Grisha #1). Forfatter: Leigh Bardugo. Udgivelsesår: 2016 (originalt: 2012). Sidetal: 349. Forlag: Alvilda.

Dette er et anmeldereksemplar fra Alvilda.

SKYGGEHAVET – en ørken af livsfarligt, uigennemtrængeligt mørke – har delt nationen Ravka i to. Det engang så stolte rige er på randen af kollaps.

ALINA STARKOV – en bleg, forældreløs pige – opdager en enestående evne, da hendes bedste ven såres livsfarligt under en rejse gennem mørket. En evne, der giver Alina adgang til grishaernes overvældende verden.

MØRKNINGEN – en fascinerende, forførende og ubegribeligt farlig mand – er grishaernes hemmelighedsfulde leder. Med Alinas hjælp vil han oplyse Skyggehavet og genrejse riget.Men intet er, som det ser ud til, og mens rigets skæbne hviler på Alinas skuldre, er hun tvunget til at se sandheden om grishaerne i øjnene – og om sit eget forhold til deres dragende leder.



Lad mig starte med bare at sige: WAUW! For det er absolut ordet, der beskriver min læseoplevelse aller bedst! Derudover kan ordene som fænomenal, spændende, enestående og fantastisk, hjælpe beskrivelsen lidt på vej. 
Historien var simpelthen så nem at forsvinde ind i og Bardugos lette sprog og lidt små-sjove replikker (der hovedsageligt hører hovedpersonen Alina til), gjorde det virkelig til en fornøjelig læseoplevelse.

Faktisk var jeg så vild med bogens lethed og hvordan Bardugo fik sneget nogle lidt kliché-teenagede situationer og sager ind blandt siderne, at jeg - (selvom jeg for en kort stund troede, at jeg havde fanget en spændende, men triviel fantastybog op) slet ikke så det skarpe sving og fløj derfor direkte ud over kanten, sammen med bogens karakterer, historien selv og det massive, men VILDT fede plottwist! 

Alina, hovedpersonen, er sådan lidt småskrøbelig og mener ikke selv, at hun er noget særligt - hverken udseende eller evnemæssigt og heller ikke efter hun finder ud af, netop hvor speciel hun er. Det var noget jeg ikke helt var fan af, men som alligevel ikke nåede at gå mig meget på, fordi jeg var så opslugt af resten af historien. Heldigvis vokser hun og hendes rolle selvfølgelig igennem bogen og så sørgede hendes sarkastiske humor virkelig også for, at jeg var underholdt bogen igennem!


"Måske var kamptræning slet ikke så tosset.
Marie og Nadia gav mig i hvert fald lyst 
til at tæske løs på et eller andet." 

Derudover er jeg virkelig vild med Grishaerne og rollen de spiller i hele det unikke og interessante univers.
Mørkningen er uden en eneste tvivl min yndlingsgrisha OG yndlingskarakter - lige tilpas flabet, mystisk og magtfuld til at gøre mig nysgerrig, underholdt og afhængig (my kind of man, you know).


'Pigen og Mørkningen' er en bog jeg har kigget på op til flere gange i løbet af de seneste år, men altid har sat tilbage på hylden igen, fordi der manglede et eller andet, der fangede mig helt. Da den dog udkom på dansk og jeg endelig fik læst den, er jeg dog slet ikke i tvivl - det er en af de absolut fedeste fantasybøger, jeg nogensinde har læst! 

OG så er jeg simpelthen bare helt tosset med det danske cover - jeg er måske endda en af de få der foretrækker dét, fremfor det originale. Jeg ved ikke helt hvorfor, andet end at jeg bare elsker det dystre og simple look, hvor de 'vigtigste' detaljer er fremhævet på en enormt fed måde!


"Det var medlidenheden i hendes stemme, 
der knækkede mig. 
Medlidenheden fra den kvinde, 
som aldrig havde tilladt mig 
så meget som et øjebliks svaghed."

2 kommentarer:

  1. Fedt! Jeg syntes, første bog var udmærket, men at de efterfølgende blev bedre og bedre, så jeg håber, du også synes om de to næste :-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det er jo kun fedt at høre! Jeg er SÅ spændt på dem! :D

      Slet