søndag den 10. april 2016

'Neverwhere - en rejse på undersiden' - Neil Gaiman

“Har du nogensinde fået alt det, du var ude efter? Og så måttet erkende, at det slet ikke var det, du var ude efter?” 



Titel: Neverwhere - en rejse på undersiden. Forfatter: Neil Gaiman. Udgivelsesår: 1999 (originalt: 1996). Sidetal: 290. Forlag: Høst & Søn.

Han befinder sig et sted dybt nede under jorden; i en tunnel, måske, eller en kloak. Lyset kommer i glimt, som giver mørket konturer, men uden at sprede det.
Han er ikke alene. Der går andre mennesker ved siden af ham, men deres ansigter kan han ikke se. De løber nu, gennem kloakens indre, så mudder og skidt sprøjter op. Vanddråberne falder langsomt gennem luften, krystalklare i mørket. 
Han drejer om et hjørne, og Udyret venter på ham.

Richard Mayhew er et godt menneske. En aften finder han en blødende pige der ligger på fortovet. Han hjælper hende. Det skulle han aldrig have gjort. 


'Neverwhere' er fantasy for voksne, når det viser sig fra en af dens bedste sider!
Historien var fyldt med den mest makabre og dystre, men alligevel underholdende humor.

Jeg kunne sagtens have brugt 100 eller 200 sider mere, selvfølgelig sammen med de finurlige karakterer vi følger, men også på at udforske dette fantastiske parallelle univers, Gaiman har bygget op, side om side med London, for det er sådan et spændende og interessant et af slagsen. 
Jeg elskede ideen med London-nedre, hvordan man, når man først har opdaget det, umuligt kan gå tilbage til en normal hverdag, i det normale London - hvordan Richard, vores hovedperson, får vendt hele sit liv på hovedet, ser ting han aldrig havde troet eksisterede og hvordan hans liv derefter, for altid er forandret. 

Jeg elskede det, både fordi det er en vildt interessant idé, fordi det mindede mig lidt om lille Alice, der bliver trukket ind i Eventyrland og aldrig finder fode 100% igen, i hendes normale hverdag, men også fordi det er sådan jeg har det som læser, efter at have læst en fantastisk bog - intet ser ud på samme måde længere

Overdrivelse fremmer forståelse, har jeg hørt, og det tror jeg også, at Gaiman har haft i tankerne, da han skrev 'Neverwhere'. Verdenen han byggede op, var lige en tand mere finurlig, hans skurke en tand mere makabre og hans hovedperson, Richard, lige en tand mere naiv, end godt var. Al denne overdrivelse, gjorde dog bare læseoplevelsen mere spøjs, mere skør og mere mere, hvis I kan følge mig. Denne bog er bare mere af alt, men på den gode og herlige måde.

Det var dog, for mig, lidt sløvt i starten og det var som om, at historien ikke helt kunne få ordentligt tag i mig. Til gengæld skiftede jeg over til lydbogen, som jeg fandt på Mofibo, ind i mellem - bare et kapitel eller to hist og her, og Gaimans stemme fik hurtigt sat krogene i mig ordentligt fast, så jeg derefter var solgt.

Åh, og så fik jeg selvfølgelig vildt lyst til at anskaffe mig en kælerotte - selvom nogle måske ville mene, at min chihuahua tæller som en...

"Richard begyndte at forstå begrebet mørke; mørket som noget håndgribeligt og reelt, ikke blot som fravær af lys. Han mærkede det røre sin hud, udforske, bevæge sig, undersøge, glide gennem hans sind. Det sneg sig ind i hans lunger, ind bag hans øjne, ind i hans mund..."

2 kommentarer:

  1. Neverwhere er en vidundelig krummeluret bog :) Jeg har dog selv måttet totalt opgive lydbogen med Gaiman som oplæser. Jeg tænkte det ville være ideelt til et gensyn, men havde virkeligt svært ved at fokusere på hans stemme og det han læste op, så den forbliver som en fysisk bog for mig - håber dog en gang at få fat i radiospillet, hvor flere kendte skuespillere har rollerne!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, hvor ærgerligt! Men ja - bogen er vidunderligt sær!
      Radioudgaven nåede jeg at høre en smule af da det var gratis og det var virkelig spændende! :-)

      Slet