tirsdag den 29. marts 2016

'Venner i krig' (War Horse #1) - Michael Morpungo

"Han hang med hovedet og var pludselig sunket helt sammen.
Da gik det op for mig, at jeg blev forladt, og jeg vrinskede skingert, skreg min smerte og angst ud over landsbyen."



Titel: Venner i krig (War Horse #1). Forfatter: Michael Morpurgo. Udgivelsesår: 2012 (originalt: 1982). Sidetal: 143. Forlag: People's Press Jr.

En stærk historie om ægte venskab i en umenneskelig krig – Første Verdenskrig. Den engelske krigshest, Joey, er bogens fortæller, og hans blik på krigen afslører det uforståelige i menneskenes vold. På alle sider kæmper folk mod hinanden, selvom de dybest set er ens. Midt i den rædselsvækkende dramatik forsøger Joeys første ejer, drengen Albert, at finde sin hest igen, efter at krigen har tvunget dem fra hinanden i flere år. Sammen trodser de national forskellighed og krigens vold og meningsløshed for venskabets skyld.


Jeg sad engang og zappede rundt på tvet ved min søster og faldt i staver på en kanal, der viste noget af filmen 'War Horse'. Det var midt i filmen, hvis ikke tæt på slutningen, men jeg stoppede med mit zapperi med det samme - der var et eller andet over stemningen og følelserne der emmede ud fra skærmen, som jeg ikke kunne skrue væk fra. Jeg nåede at se godt og vel 10 minutter af filmen, før min søster fortalte mig hvor god den var, men at jeg altså skulle se den fra start af og derefter zappede jeg væk igen. 

Jeg har siden da villet se den, men har aldrig fået det gjort, så da jeg faldt over bogen bag filmen til bogudsalget sidste år, måtte jeg bare have den. 
Alligevel skulle der et års ventetid og en udfordring om at læse bøger der er blevet filmatiseret til, før jeg fik taget mig sammen til at lære historien at kende og nu ærgrer jeg mig selvfølgelig over, at jeg har ventet så længe.

'War Horse' er en utroligt følelsesladet og stærk bog, der absolut tvinger læseren til at mærke alt Joey gjorde. 
Jeg var lidt forvirret til start, for hele bogen er skrevet fra hestens synspunkt og selv om det giver mening nu, var det lidt specielt i begyndelsen.
Ingen overraskelse er det vel, at det fungerede absolut fantastisk og forfatterens evne, til at male så klare billeder, fra en hests synspunkt, er imponerende. 

Bogen er nervepirrende og selv mig, der ikke bryder sig gevaldigt om heste, var absolut fanget i Joey og Alberts historie.


""Jeg finder dig igen, dit gamle fjols," sagde han stille. "Hvor du end er, så finder jeg dig, Joey.""

Bogen er en af de kortere af slagsen, men det føles langt fra sådan - den er dybdegående og trækker læseren med ind i en helt anden verden. Umiddelbart kan det godt lyde som om, at bogen i store træk handler om krig - hvilket den selvfølgelig også gør, men den handler også om så meget mere. 'War Horse' handler om venskab, om kærlighed og om at holde fast i sit håb og sine drømme. Den handler om ikke at give op og hvis nogen havde fortalt mig, at en hest og hans historie, ville tage mig med på sådan en følelsesmæssigt og spændende rutjsebanetur, ville jeg ikke have troet dem. 

Jeg har endnu ikke fået set filmen ordentligt, for jeg forsøger stadig at sluge denne smukke, men barske læseoplevelse, men jeg kan virkelig kun anbefale denne bog - den er en ener!

1 kommentar:

  1. Heeej :D Jeg skriver til dig for at lade dig vide, at jeg har nomineret dig til en Liebster Award. :D Du kan læse mit indlæg her: http://www.giz-blog.dk/2016/04/sa-blev-jeg-srme-igen-nomineret-til-en.html - hvor du også finder de spørgsmål jeg har valgt at stille dig som nomineret. ;)

    SvarSlet