torsdag den 17. marts 2016

'Ildkamp' (Fortropperne #2) - Brandon Sanderson

"Han var præcis den type, som jeg havde lært at undgå i Newcago - den type person, der ikke ser farlig ud, indtil du kigger i hans øjne og opdager, at noget meget vigtigt ikke er til stede der."



Titel: Ildkamp (Fortropperne #2). Forfatter: Brandon Sanderson. Udgivelsesår: 2015. Sidetal: 408. Forlag: DreamLitt.

Bogen er et anmeldereksemplar fra DreamLitt.

Stålhjerte er død. Dræbt af den unge David Charleston. Newcago er under beskyttelse af Fortropperne, men landet er stadig underlagt de magtfulde episkes styre, så jagten på at finde og dræbe episke fortsætter for David og Fortropperne. I Babylon Genopført, det tidligere Manhattan, regerer den højere episke Regalia nådesløst, og hun truer med at sprænge byen i luften, hvis ikke Fortropperne handler hurtigt. Derfor rejser Fortropperne til Babylon Genopført for at konfrontere Regalia, men der er flere episke fra Fortroppernes fortid, der lurer i den oversvømmede by.



Jeg har gået og kigget lidt skævt til 'Ildkamp' i et par måneder nu, for selvom 'Stålhjerte' efterlod mig hungrende efter mere, så var jeg nervøs for, at bogen ikke ville kunne leve op til mine skyhøje forventninger.

Det er nok unødvendigt at pointere, for stjernerne der er givet til bogen, er lidt svære ikke at lægge mærke til, men der var absolut INGEN grund til at være nervøs. Sanderson skuffede ikke med fortsættelsen - tværtimod, så bliver han ved med at hæve niveauet, inden den forhåbentligt fantastiske afslutning på trilogien.

David er stadigvæk en absolut fantastisk karakter at følge rundt. Han er stadig nede på jorden og selvom han gør hvad han er bedst til, er han ikke interesseret i at blive hyldet for det.

I 'Ildkamp' træffer han nogle valg, der måske ikke virker så hensigtsmæssige, men noget af det, som jeg især godt kan lide ved ham, er at han forbliver tro mod den han er og det han tror på, og derfor træffer nogle valg vi andre måske ikke helt kan følge med i.

"Alt opmærksomheden var ærlig talt pinlig. Alle disse mennesker tilbad mig, men de huskede knap nok mænd som min far, der var blevet dræbt i kampen mod de episke." 


Sanderson tog simpelthen fusen på mig flere gange - hver gang jeg troede, at jeg havde fanget ideen med det hele og at jeg havde godt fat i den røde tråd, trådte han på speederen eller bremsede pludseligt op og det blev tydeligt, at han i hvert fald ikke ønskede, at jeg havde overblikket. 


'Ildkamp' er endnu en hæsblæsende og actionfyldt bog, fyldt med en masse humor fra vores hovedperson David, og også en bog der fik mig som læser, til at sætte spørgsmålstegn ved de ting jeg troede, jeg vidste og de ting jeg satsede og håbede på skete. 

Det er uden tvivl en fantastisk og stærk fortsættelse på serien og igen har han efterladt mig desperat efter den næste bog!


"Denne gang, da hun havde sigtet på mig, 
var sikkerheden slået til. 
Hvis det ikke var ægte kærlighed, 
så vidste jeg ikke hvad var." 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar