lørdag den 6. februar 2016

'Sort Lys' (Vinterkongens Datter #2) - Lesley Livingston

"Hendes sarkasme var et godmodigt hint til Sonny om at droppe den overdrevne bekymring. Hun kunne godt passe på sig selv. 
Og hvis det blev nødvendigt, kunne hun også passe på ham."



Titel: Sort Lys (Vinterkongens Datter #2). Forfatter: Lesley Livingston. Udgivelsesår: 2015 (originalt: 2010). Sidetal: 377. Forlag: Tellerup. 

Meget har forandret sig siden efteråret, da Kelley fandt ud af at hun er en alfeprinsesse, forelskede sig i skiftingevagten Sonny, og reddede de dødeliges verden fra Den Vilde Jagts ødelæggelser. 
Sonny er blevet tvunget til at vende tilbage til Den Anden Verden og udkæmpe en farlig ’kattens leg med musen’ med de sidste jægere og selveste dronning Mabh.
Da Kelley sendes hovedkulds tilbage til Den Anden Verden, er hendes genforening med Sonny glædelig, men kort. 
En oldgammel, skjult magisk kraft rører på sig, og en farlig ny fjende er villig til at risikere alt for at tilrane sig magten...


Efter en god, men måske en smule træg start på serien med bogen 'Kelley' (læs min anmeldelse her), var det virkelig fedt at starte på 'Sort Lys' og blive kastet direkte ind i en spændende fortsættelse.

Historien starter et halvt års tid efter sidste bog sluttede og det halve år, har egentligt bare været stille og roligt og hverdagsagtigt for vores to hovedpersoner.
Sonnys hverdag foregår i feverdenen, hvor han kæmper mod de sidste jægere, så han endelig kan vende tilbage til Kelley - der får dagene til at gå med teater og med at lære sig selv og sine kræfter at kende. 

"Og Sonny? En smule medfølelse kan være ret sexet." 

Men der er problemer allevegne - Kelley bliver jaget af én, der mener at hun har noget af hans og i feverdenen, bliver Sonny klar over, at ikke alt er så ligetil og selvom han gerne vil tilbage til Kelley, er der nogle ting han bliver nødt til at ordne inden han kan...

Både Kelley og Sonny holdt jeg, om muligt, mere af i denne bog. 
Jeg elsker hvordan de begge vokser med opgaverne, hvordan de fortsat lærer af hinanden og hinandens fejltrin og hvordan de stadig, på trods af deres forskelle, konstant støtter hinanden og fungerer som hinandens modstykke. 

Denne bog er langt mere alvorlig end den første og selve stemningen er også tydeligt mørkere end hvad vi oplevede i 'Kelley'. 
Det gjorde selvfølgelig læseoplevelsen mere dyster og nerverne sad ude på tøjet, for det virkede som om, at farerne lurede ved hver vendt side.
Heldigvis har Livingston vægtet humoren højt i historien og midt i alvoren var der gjort plads til et fnis eller to over Bobs (Puck) humor, Kelleys sassy væremåde eller en anden løjerlig situation. De små sjove bidder gjorde læsningen underholdende, frem for tung og deprimerende og det hele flød bare rigtig godt. 

"Alfer lyver ikke, Sonny."

Slutningen var virkelig barsk og hjerteskærende og jeg havde både kuldegysninger og tårer i øjnene, da jeg vendte sidste side af bogen.
Det var uden tvivl en virkelig god og spændende 2'er, der efterlod mig hungrende efter mere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar