torsdag den 3. december 2015

'Alt eller intet' - Nicola Yoon

"Det er underligt at opdage, at man er villig til at dø. Det slår ikke ned som et lyn, et pludseligt klarsyn. Det sker langsomt, som luften, der siver ud af en ballon."



Titel: Alt eller intet. Forfatter: Nicola Yoon. Udgivelsesår: 2015. Sidetal: 320. Forlag: Carlsen.

Dette er et anmeldereksemplar fra Carlsen.

Madelines liv ligner ikke nogen andens: "Min sygdom er lige så sjælden, som den er berømt. Jeg er dybest set allergisk over for verden. jeg har ikke været uden for huset i 17 år. De eneste mennesker, jeg nogensinde ser, er min mor og min sygeplejerske."

Alt det ændrer sig, da Olly flytter ind ved siden af. De mailer til hinanden, og da det ikke længere er nok, får han lov at besøge hende. På kort tid forelsker de sig hovekuls i hinanden. Pludselig er verden inde i boblen ikke længere nok for Madeline - men at bevæge sig uden for den er livsfarligt ...

En historie om hvad det er, der gør livet værd at leve.



Denne bog var på en måde ligesom så mange andre kærlighedshistorier jeg har læst, men så alligevel  anderledes. 

Kærligheden i bogen, eller kærlighederne faktisk, var så detaljerede og skinnede så tydeligt igennem al bogens handling, at jeg selv følte den - kærligheden mellem Olly og Madeline, kærligheden fra Carla, hendes hjælper og den uendelige kærlighed fra moderen, der for alt i verden bare ønsker at hendes datter er i sikkerhed og holdes i live. 

Den oser så meget af kærlighed og det lyder måske voldsomt, men på intet tidspunkt i bogen blev det kvælende eller for meget og dét er med til at gøre bogen exceptionel.


Noget der også var fedt, var at bogen lod til at have en særlig kurs - jeg mener, handlingen lod ikke til at give nogen mulighed for andet, men grundet denne stærke og fantastiske hovedperson, endte bogen langt fra hvor jeg havde forventet.
Den tog et overraskende, hjerteknusende og dramatisk twist der, i mine øjne, kun gjorde bogen mere enestående end i forvejen.

Det eneste jeg endnu ikke har forliget mig med, var slutningen på bogen. Den var åben, men åben på en dårlig måde - en måde der siger, at der burde være mere. Ikke kun fordi jeg ønsker en fortsættelse (selvom jeg hjertens gerne vil have mere!!), men nærmere at der manglede noget, noget jeg desværre ikke helt kan forklare hvad er.

Det er dog en af de smukkeste, sukkersødeste og, på sin helt egen måde, barske bøger jeg har læst i år - Nicola Yoon har skrevet en ekstraordinært god bog. 



løfte sb. -t, -r, -rne 
1. Den løgn, du gerne vil holde
 [2015, Whittier]

Ingen kommentarer:

Send en kommentar