torsdag den 19. november 2015

'Himmelnøglen' (Endgame #2) af James Frey & Nils Johnson-Shelton

"Sarah løber, så hurtigt hun kan. Hun løber, og hun tænker ikke på hans død. 
Endnu en død..."



Titel: Himmelnøglen (Endgame #2). Forfatter(e): James Frey & Nils Johnson-Shelton. Udgivelsesår: 2015. Sidetal: 470. Forlag: Høst & Søn.

Dette er et anmeldereksemplar fra Høst & Søn.

Da Sarah Alopay kom først i kampen om at finde Jordnøglen, var hverken hun eller de otte andre overlevende Spillere klar over, at det netop var dét, der for alvor ville starte Endgame og gøre Jordens undergang uundgåelig. 

Nu er der ingen vej tilbage: Kampen om Himmelnøglen er i gang. 

To Spillere ved tilsyneladende allerede, hvor den er gemt. Andre er mere opsatte på at stjæle Jordnøglen fra Sarah, mens flere kun tænker på hævn og hvordan de kan slå de andre Spillere ihjel. 

Og i det nordlige Etiopien sidder en Spiller og konspirerer mod selveste Himmelfolket – keplerne - i fortsat overbevisning om, at Endgame stadig kan afværges.




Denne bog var endnu mere actionpræget og nervepirrende end den første bog i serien.
Spillet er nu for alvor gået igang og det kræver, at de allesammen skal oppe sig og kæmpe endnu hårdere for succes, end de hidtil har gjort. 


På trods af en historie i et utroligt højt tempo, formår forfatterne på magisk vis stadig at holde handlingen klar og detaljeret. Måske endda en smule (læs: meget) for detaljeret til min smag - nogle af spillerne er altså ubeskriveligt forstyrrede og den ene sørgede også for at danse lidt på mine brækreflekser et par steder i bogen - og det er helt seriøst uden at overdrive. 

Frey og Shelton sørger også for at holde det interessant i den forbindelse, at hver gang jeg "vælger side", så sker der noget uforudsigeligt, der gør, at jeg igen mister fodfæstet og skifter mening - og dét er endnu en ting, der er så fed ved 'Himmelnøglen': den er fuldstændig uforudsigelig. 

Det var virkelig interessant at lære spillerne endnu bedre at kende, især nu, hvor de hver især skal træffe nogle valg, de ikke havde forventet. De er blevet trænet til Endgame hele deres liv, trænet til at være kolde og kontante - trænet til at vinde. Dog er nogle af dem langt mere menneskelige, end de gerne vil være ved - de vælger mere humane veje og de har en samvittighed, de ikke bare kan slukke for og det gør spillet lidt mere vanskeligt, end de havde forventet.

Jeg synes stadig, at det er forvirrende at finde rundt i de mange fortællere, men det har forfatterne da fundet en løsning på: de slår dem bare ihjel - på de mest makabre måder, de overhovedet kunne komme på.

Koderne forstod jeg, endnu engang, selvfølgelig intet af, men en ting ved jeg dog: afslutningen på trilogien bliver sindssyg spændende! 


"Hun springer ud over kanten. Samler hænderne, kaster kroppen frem, dykker. 

Himlen lyser blændende op, idet hun rammer vandet og trænger ned i dybet..."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar