onsdag den 18. marts 2015

Boglige vaner #4 - Æselører

Æseløre eller bogmærke?


For et stykke tid siden genlæste jeg nogle bøger hvor det var tydeligt, at jeg havde foldet hjørner som om mit liv afhang af det og jeg blev nærmest ramt af små ticks i ansigtet hver gang jeg bladrede forbi disse sider. 

Jeg har for evigt og altid lavet æselører. Jeg har slet ikke tænkt over det, men bare foldet hjørnet jeg var nået til når det har været tid til at lukke bogen i og det var det.
Men helt uden at jeg har lagt mærke til det, er jeg stoppet med at folde hjørner. 
Jeg bukker ikke længere en side hvis der er noget jeg skal huske, eller for at markere hvor jeg er nået til. Nej, nu bruger jeg pludselig bogmærker - faktisk bruger jeg oftest ingenting og så noterer jeg på Goodreads hvor langt jeg er nået og jeg bruger klisterdimser (index fane tingelingere i masser af farver? Ja pas...) hvis der er citater, sider eller passager jeg vil huske.

Det mest finurlige er, at jeg faktisk ikke ved hvornår eller hvorfor dette har ændret sig.. Jeg ved bare, at jeg nu gyser ved tanken om det og at jeg ikke kan se mig selv gøre det ved nogen bøger nogensinde igen. 

Hvad med dig? Er du ivrig med bogmærker og andre skadefri metoder, der markerer hvor langt du er nået? Eller finder du charme i at folde hjørner?