tirsdag den 20. januar 2015

"After Iris" (The Diaries of Bluebell Gadsby #1) af Natasha Farrant

"Look at me, Blue," whispered Mum. "Look at me really, not hiding behind your camera. Look at me and tell me it doesn't hurt me every bit as much as it hurts you." 




Titel: After Iris. Forfatter: Natasha Farrant. Udgivelsesår: 2014 (originalt: 2013). Forlag: Puffin. Sidetal: 272. 

Blue Gadsby’s twin sister, Iris, died three years ago and her family has never been the same. Her histrionic older sister, Flora, changes her hair color daily; her younger siblings, Jasmine and Twig, are completely obsessed with their pet rats; and both of her parents spend weeks away from home–and each other. Enter Zoran the Bosnian male au pair and Joss the troublemaking boy next door, and life for the Gadsby family takes a turn for the even more chaotic. Blue poignantly captures her family’s trials and tribulations from fragmented to fully dysfunctional to ultimately reunited, in a sequence of film transcripts and diary entries that will make you cry, laugh, and give thanks for the gift of families.


After Iris er en skøn bog, der som I nok kan regne ud, handler om livet efter Iris' død.
Bluebell, eller Blue, lever efterhånden bag sit kamera - det eneste sted, hvor hun føler sig nogenlunde sikker. Hendes  familie er ikke altid enig med hende i, hvornår det er passende at filme, men hun gør det ikke kun af interesse, hun gør det også for at se livet fra en anden vinkel, end hendes egen.
Hele hendes familie er ved at falde fra hinanden og med to forældre, der ikke har overskud til at leve et normalt familieliv - af frygt for virkelig at indse, hvor tomt det er uden Iris - og med fire efterladte børn, der ikke kun mærke sorgen af tabet af deres søster, men også manglen af deres forældre, der efterhånden føles som et kæmpe svigt. 

Denne bog viser lige præcis, hvilke følelser der kan komme hos en familie der har lidt et så stort tab, men ikke formår at holde sammen. Svigt, frygt, følelsen af at være tilsidesat, følelsen af ikke at passe ind, misforståelser og dét, at de faktisk såre hinanden, uden egentligt at ville det.
Bogen var en følelsesmæssig 
rutsjebane på så mange måder, for selvom det var en bog der ofte fik mig til at fælde en tåre (eller ti), er det også en bog med en del humor. Joss den nye dreng inde ved siden af, formår at puste en form for liv i familien igen, selvom han nok ikke gør det på den mest fornuftige måde. Han er nemlig lidt af en ballademager, men med nok energi til at få børnene til at leve lidt igen.
Zoran - den nye barnepige forældrene har hyret, da de ikke mener børnene kan klare sig selv, når de er så længe væk på arbejde længere - viser en omsorg, børnene har higet efter, uden at vide det. Ganske vist gør de modstand i starten, for hvem tror forældrene lige de er, sådan at tro, de ved hvad er bedst for dem? Men forældrenes fravær, bliver ikke opgjort, men gjort lettere ved Zorans nærvær.

Denne fine lille farverige bog, er virkelig en dyb historie, der i den grad gjorde indtryk på mig.
Der var så mange gode beskrivelser, på de følelser familien går igennem og de gik direkte i hjertet.
Jeg synes virkelig, at det var en smuk bog, omend en bog lidt for sig selv.
Forfatteren har virkelig formået at sætte ord på så meget og det har lykkedes hende, at skrive en bog, der ikke kun sætter ord på de ting der sker, men også at vise, at stykkerne sagtens kan sættes sammen - at en ødelagt familie, sagtens kan repareres. At livet går videre og at det er helt okay.

Jeg nød hvert sekund af bogen og den er virkelig anbefalelsesværdig. Især til de der selv har mistet, de der mangler at få sat ord på nogle af de følelser de har og de der simpelthen bare vil få tag, på nogle af de tabuer der er, i forhold til døden og til de næres liv efterfølgende.

Fantastisk, sød og sørgelig historie! 

2 kommentarer:

  1. Hvor lyder den altså virkelig ægte. Jeg glæder mig meget til at læse den en dag :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber du vil nyde den, når den dag kommer! :)

      Slet