søndag den 16. november 2014

Serie Søndag #8


Denne serie handler om den unge pige Kylie, der bliver sendt på en sommerlejr for unge mennesker med "adfærdsvanskeligheder". Hun finder dog meget hurtigt ud af, at det kun er et dække og at lejren i virkeligheden er for unge mennesker med overnaturlige kræfter. Men ak, det kan vel også skabe adfærdsvanskeligheder, kan det ikke?
Det kræver Kylie en del tilvænning, flere bøger faktisk, problemet er nemlig, at selvom hun efter et stykke tid lærer at hun passer ind i lejren, ved hun bare ikke hvor i lejren det er hun passer ind.
For at se hvilken type overnaturlig man er, aflæser folk nemlig ens hjernemønster og på trods af at det er tydeligt at Kylie har kræfter, er hendes hjernemønster sløret til - noget de i lejren aldrig har set før.
En af hendes kræfter, får hun dog hjælp med af lejrlederen - de kan nemlig begge to se ånder og det bliver nu Kylies opgave, at hjælpe disse hvileløse sjæle så godt hun kan, i håb om at de kan finde fred.

Selvfølgelig er intet så let, som hun ville ønske og oveni Kylies desperate forsøg, på at finde ud af hvad hun er og hvor hun hører til, render hun ind i problemer. Kylie er nu i fare for onde kræfter og smid så lige to flotte fyre oveni og et splittet hjerte og så har vi en ret god ungdomsbog, hvis jeg selv skal sige det.




Jeg var rigtig glad for serien og da jeg for nogle måneder siden læste den sidste bog færdig var jeg da også fyldt med den slags tomhed som gode historier kan efterlade en med.
Til tider kunne det hele godt føles lidt for teenageagtigt. F.eks. kunne Kylie godt have lidt for ondt af sig selv, hendes kærlighedsproblemer lidt for overdrevne og oh God, hvornår lærer vores kære heroiner, at de skal SNAKKE med folk, når der sker noget nyt? Ikke forsøge at klare tromlen selv!
Men det var alligevel ikke nok til at hive serien ned for mit vedkommende og jeg vil især anbefale den til de unge fantasy-elskende piger. Mine niecer får dem i hvert fald i gaver, når de er blevet lidt ældre!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar