fredag den 3. oktober 2014

'Spillet om Sirenen' (Dominic-trilogien #1) af Pernille Vørs

"Hvis jeg ikke passer på, vil jeg lynhurtigt falde for ham, og det må bare ikke ske, det her har intet med kærlighed at gøre, det er ren og skær begær."





Titel: Spillet om Sirenen (Dominic-trilogien #2). Forfatter: Pernille Vørs. Udgivelsesår: 2014. Forlag: Forlaget Mellemgaard. Sidetal: 490.

Catharina Julie Hansen er et smukt rodehoved af en rødtop på 24 år, som netop har fået nyt arbejde på en jetset-restaurant. Her møder hun Ian Dominic, en lidt ældre, mystisk mangemillionær, der tillige er en yderst eftertragtet ungkarl. 

Catharina indlader sig i stadig højere grad med denne manipulerende, dæmoniske drømmemand. Først som en art selskabsdame, senere som Ians mellemleder på restauranten og ikke mindst som hans elskerinde. De to hvirvles ind i et accelererende, eksperimenterende seksuelt spil, der hurtigt kommer til at fylde deres liv. Trods deres modsætninger kommer de tættere på hinanden og nærmer sig noget, der til forveksling kunne minde om ægte kærlighed. Dog bærer de begge rundt på en familietragedie, der truer med at knuse deres forhold. Kan lidenskaben overleve, eller må de erkende, at deres forhold er dødsdømt? 



Jeg var virkelig fanget af bogen og jeg fik hurtigt slugt den kapitel efter kapitel på kun få timer.
Det er ingen hemmelighed efterhånden, at jeg elsker bøger hvor hovedpersonerne er lidt troubled. I denne bog Catharina der gentagende gange er blevet svigtet på det groveste af dem hun har nær og derfor har tillidsproblemer og Ian der alt for tidligt gik igennem et alt for stort tab, hvilket har gjort at han har valgt at lukke følelserne af. Jeg synes det var rart at se hvordan disse to aflukkede mennesker langsomt åbnede sig op for hinanden lidt efter lidt og at se hvor meget de hver især egentligt havde at byde på, når bare de var sammen.
Jeg kunne godt lide Catharinas flabede attitude, måden hun udstrålede "Niks Mester Miyagi, mig kan du sgu ikke få skovlen under!" Og samtidig med at jeg synes det var rart, at hun åbnede sig mere for Ian og derfor slukkede lidt for attituden, synes jeg det var lidt ærgeligt at se hendes kampglade "jeg" forsvinde en anelse.
Ian synes jeg dog lidt er en nar, på "åh så tag dig dog sammen!" - måden.. Jeg blev ikke synderligt forelsket, dog fik jeg mere lyst til at sidde mig ned, holde ham i hænderne, se ham i øjnene og så bare rive alt sorg og fortvivlelse ud af ham.. Ok måske blev jeg lidt ramt at det dersens ID-syndrom, men på et.. Psykolog-agtigt niveau.. Med frynsegoder.. Måske! 


Bogen er anbefalesesværdig og jeg vil se frem til at andet bind i serien udkommer for pokkers til en cliff-hanger! 

2 kommentarer:

  1. KÆMPE cliff-hanger... JEG VENTER UTÅLMODIGT...

    SvarSlet
    Svar
    1. Også jeg! Det er lidt hårdt!! <3

      Slet